Alle socialdemokratiske kredsformænd er i morgen aften inviteret til et telefonmøde med S-formand Mette Frederiksen.
Det skriver DR Nyheder.
Telefonmødet, som enkelte kredsformænd betegner som et krisemøde, kommer efter, at flere kredsformænd offentligt har kritiseret Mette Frederiksen og den socialdemokratiske folketingsgruppe for at stemme for en række asylstramninger.
Telefonmødet finder sted i morgen klokken 20.30.
I indkaldelsen, der blev sendt pr. mail i går, og som DR er i besiddelse af, står der, at Mette Frederiksen vil give en aktuel politisk orientering, hvorefter der vil være mulighed for at stille spørgsmål.
Kredsformand i Guldborgsund, Lynge Jensen (S), hilser mødet velkomment.
- Jeg tror, at det er en måde, hvor vi kan få partitoppens argumenter for at gøre det, som de har gjort og samtidig få renset luften og diskuteret tingene, så det ikke bare er igennem pressen, siger han til DR Nyheder.
Socialdemokraternes politiske ordfører, Nicolai Wammen, afviser, at der er tale om et krisemøde.
- Jeg ser det som et møde, hvor vi har lejlighed til at diskutere flygtninge- og indvandrerpolitikken, men også en række andre emner.
Men hvis ikke kredsformændene havde brokket sig over asylstramningerne, så var der vel næppe blevet et møde?
- Vi har jævnligt møder med kredsformændene, så det er der ikke noget nyt i. Jeg synes, det er godt, at Socialdemokraternes formand har lejlighed til at tale med kredsformændene og høre deres råd og meninger.