Efter ulykken: Bodil Jørgensen tilbage på revyscenen
Skuespillerinden, der i juni måned blev livsfarligt kvæstet, skal til sommer spille revy i Tivoli.
Bodil Jørgensen er nu så frisk, at hun mener, hun kan spille revy til sommer.
Bodil Jørgensen er nu så frisk, at hun mener, hun kan spille revy til sommer. Foto: RASMUSSEN PER/Polfoto


Der er gået knap fem måneder, siden skuespillerinden Bodil Jørgensen var ude for en alvorlig ulykke på settet til en "Far til Fire"-film.

En ulykke, der meget vel kunne have kostet hende livet.

Men nu er skuespillerinden så meget i bedring, at hun godt tør love, at hun er klar til at indtage scenen, når Tivoli til sommer slår dørene op for revy.

I sommer måtte den folkekære skuespillerinde aflyse sine optrædener på revyscenen efter ulykken, men hun nåede inden da at gøre sig så flot bemærket, at hun fik tildelt "Årets Dirch" som bedste revyskuespiller.

På scenen i Tivoli får Bodil Jørgensen selskab af blandt andet den garvede gavflab Ole Thestrup, Ditte Gråbøl og Thomas Mørk.

Også Lene Maria Christensen, som danskerne kender fra film som "Frygtelig Lykkelig" og "Sover Dolly På Ryggen" har takket ja til at spille med i sommerens forestillinger.

Der er premiere på sommerrevyen den 28. maj 2015, og når sæsonen slutter drager revyholdet over Storebælt og spiller i Aarhus i forbindelse med festugen.

Newspaq

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.