Efter terror: PET i dialog med danske medier
Politiets Efterretningstjeneste har været i kontakt med flere danske medier i kølvandet på terror i Frankrig.
Angrebet på magasinet Charlie Hebdo har fået PET til at diskutere sikkerheden med flere danske medier.
Angrebet på magasinet Charlie Hebdo har fået PET til at diskutere sikkerheden med flere danske medier. Foto: Tim Ireland/AP


Flere danske medier har taget en snak med Politiets Efterretningstjeneste, PET, om sikkerheden, efter at terrorister gik ind midt i et redaktionsmøde på satirebladet Charlie Hebdo og skuddræbte 11 mennesker, som hævn for at krænke profeten Muhammed.

Den belgiske avis Le Soir modtog en bombetrussel og Hamburger Morgenpost var efterfølgende udsat for et brandattentat. Begge medier havde trykt tegninger fra Charlie Hebdo, som også gælder flere landsdækkende medier i Danmark.

- PET er allerede i kontakt med de relevante danske medier om sikkerhedsspørgsmål efter attentatet i Paris, oplyser PET til Ritzau.

Politiets sikkerhedstjeneste, PST, i Norge har indkaldt samtlige norske redaktører til samtaler om sikkerhed efter terrorangrebene i Paris, skriver NRK.

Sikkerhedstjenesten vil ifølge generalsekretæren i Norsk Redaktørforening, Arne Jensen, tilbyde alle norske redaktører en sikkerhedssamtale for at give forebyggende råd og vejledning.

De redaktioner, der har modtaget et brev fra PST, er blandt andre flere af de største norske aviser og tv-kanaler, som i de sidste dage har vist karikaturer af profeten Muhammed i deres spalter og udsendelser.

PET undersøger i øjeblikket en terrortrussel mod Danmark, som ifølge norske medier er fremkommet på en fransk internetside.

Truslen går på, at Danmark og Norge er udpeget til at være det næste mål for terrorisme. Den norske efterretningstjeneste undersøger ligeledes truslen, ifølge norsk TV2.

- PET kan bekræfte, at vi også har modtaget den omtalte trussel, og at vi undersøger, hvad der ligger bag denne - ligesom vi gør med alle de øvrige oplysninger, vi modtager, oplyste PET i en mail fredag aften til Ritzau.

Fra onsdag til fredag blev i alt 17 mennesker dræbt af tre terroristers angreb i Frankrig. To brødre oplyste at være sendt og betalt af al-Qaeda i Yemen, mens en tredje erklærede sig en del af Islamisk Stat.

Frankrig kan vente flere angreb i stil med dem, som ramte den franske hovedstad, Paris, i sidste uge, lyder truslen fra den nordafrikanske del af terrornetværket al-Qaeda, AQIM på flere jihad-hjemmesider.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.