De ansatte på fiskefabrikken Sæby Fiskeindustri får en ny chef.
Det skriver TV 2 Nord.
Den administrerende direktør Henrik Mikkelsen er sammen med bestyrelsen kommet frem til, at han er fortid i virksomheden.
- Vi er i fællesskab blevet enige om at gøre det, vi mener, er bedst for virksomheden. Derfor har vi indgået en gensidig fratrædelsesaftale med Henrik Mikkelsen, siger Hans Jørgen Kaptain til TV 2 Nord.
Det sker efter en strejke på fem dage i starten af august.
Utilfreds med løn og ledelse
Strejken handlede om, at de 130 produktionsmedarbejdere i en overenskomstforhandling var blevet tilbudt at en krone ekstra i timen, hvis de mødte til tiden eller eller ikke var syge. En såkaldt mødebonus.
De ville dog hellere have den ekstra krone som en reel lønstigning.
Men i virkeligheden var hovedproblemet noget helt andet, forklarede formanden for 3F Frederikshavn til Avisen.dk.
- Det er en virksomhed, hvor der ellers er ro og fred, men så er der noget, der lige har tricket vores medlemmer. Vi hører gennem vores tillidsfolk og medlemmer, at der er nogle udfordringer på ledelsesplan, som gør, at lunten er kort og tilliden måske ikke så stor, som den tidligere har været, sagde Finn Jenne.
Det var Tina Bech, der er tillidsrepræsentant på virksomheden, enig i.
- Jeg har været her i 10 år, og det har været alle tiders, dejlige arbejdsplads. Men der er sket en ændring i forbindelse med en ny ledelse for nogle år siden, hvor medarbejderne oplever, at kommunikationen er blevet dårligere, forklarede hun.
Ikke mit indtryk
Henrik Mikkelsen havde ellers ikke noget indtryk af, at der var problemer med kommunikationen, forklarede han.
- Det kan jeg ikke se af de trivselsundersøgelser, vi har fået lavet hen ad vejen. Men det er jo noget vi må tale med folkene om, når de møder på arbejde igen, sagde direktøren.
Det bliver dog ikke til flere samtaler med medarbejderne. Onsdag blev aftalen indgået, torsdag fik medarbejderne besked og i dag fredag går de så i gang med at finde en ny direktør, skriver TV 2 Nord.
Indtil den er fundet, vil økonomidirektør Kurt Kiil have ansvaret for at lede virksomheden, skriver TV 2 Nord.