Efter stor politiaktion i Paris: To jihadister dræbt - syv anholdt
Statsanklagemyndigheden i Paris bekræfter, at en kvinde sprængte sig selv i luften under operationen.
Fransk politi gennemførte onsdag morgen en omfattende operation i en forstad til Paris.
Fransk politi gennemførte onsdag morgen en omfattende operation i en forstad til Paris. Foto: Scanpix


En fransk regeringstalsmand siger, at mindst to jihadister er dræbt under en omfattende politioperation onsdag i Paris-forstaden Saint Denis, og at syv personer er anholdt.

Fem politifolk er såret.

Statsanklagemyndigheden i Paris bekræfter, at en kvinde sprængte sig selv i luften under aktionen, hvor to lejligheder tæt på hinanden var i politiets fokus. Der var samtidig megen politiaktivitet i en kirke i nærheden.

Aktionen blev indledt tidligt onsdag klokken 4:20. Det kom til skudvekslinger mellem politifolk og mændene inde i lejligheden.

- En mand blev dræbt af politiets finskytter, siger tv-stationen BFM, som opgiver, at der i alt var seks personer i lejligheden, da operationen begyndte.

Kilder i Paris siger til CNN og andre medier, at nogle af de mistænkte var ved at planlægge endnu et angreb i Paris.

- Fem er anholdt, og fem politifolk er såret, siger en talsmand for anklagemyndigheden.

Yderligere to personer er anholdt i nærheden, og i alt syv personer er således anholdt under operationen, som var rettet mod Abdelhamid Abaaoud. Han menes at være manden, der planlagde de blodige angreb i den franske hovedstad fredag aften.

Kvinden, der sprængte sig selv i luften, var formodentlig i familie med Abdelhamid Abaaoud.

Efter den seks timer lange operation, hvor der var et massivt opbud af soldater, begyndte politifolk at undersøge de omringede lejligheder for skjulte sprængstoffer.

Franske medier siger, at det var fundet af en mobiltelefon, som førte politiet på sporet af lejligheden, hvor de mistænkte opholdt sig.

En politihund blev dræbt.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.