Efter slingrekurs: Samuelsens troværdighed skraber bunden
En afvigelse af ultimative krav har tilsyneladende kostet på troværdighedskontoen for Liberal Alliance.
Anders Samuelsen vekslede sine varslede topskattelettelser med en ministerbil. Det er gået ud over troværdigheden, viser ny måling.
Anders Samuelsen vekslede sine varslede topskattelettelser med en ministerbil. Det er gået ud over troværdigheden, viser ny måling. Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix


Anders Samuelsen må fra sin nye post som landets udenrigsminister konstatere, at vælgerne vurderer ham som det mindst troværdige medlem af trekløverregeringen.

Det viser en meningsmåling, som analyseinstituttet Wilke har foretaget for Jyllands-Posten.

Et repræsentativt udsnit af befolkningen er blevet bedt om at vurdere ministrene på en skala fra 0 til 10 - fra meget utroværdig til meget troværdig.

Anders Samuelsen får med karakteren 3,8 den dårligste karakter af de 22 ministre i den nye regering.

Næsten lige så slemt ser det ud for de nyslåede LA-ministre Simon Emil Ammitzbøll, Ole Birk Olsen, Merete Riisager og Mette Bock. De har alle fået karakterer under 4,5.

Det er ret markant, konstaterer Rune Stubager, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet.

- Man kan forvente en reaktion, når man gør noget, der afviger fra det, som man har sagt så højt, tydeligt og klart, at ingen kunne misforstå det. Det kan godt tage langt tid at få rettet op, siger han til Jyllands-Posten.

I 2013 fastslog Anders Samuelsen, at LA ikke deltager i spillet om ministerposter, og at "man kan vinde ministerbiler og tabe sin sjæl".

I 2014 skiftede han mening og erklærede, at LA var parat til at gå i regering. Siden har Samuelsen ændret sit syn på et ellers ultimativt krav om at sænke topskatten.

Kravet blev opgivet, da LA blev tilbudt at deltage i en ny regering.

Anders Samuelsen er ikke overrasket over sin bundplacering.

- Jeg er kun lige kommet i gang, siger han til Jyllands-Posten.

Venstres nye finansminister, Kristian Jensen, vurderes som den mest troværdige minister i målingen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.