Efter Ryanair-exit: Tysk lufthavn vil kapre danske kunder
Både Ryanair og de danske kunder er velkomne her, lokker lufthavnen i Hamborg.
Den danske fagbevægelse vil ikke finde sig i arbejdsforholdene hos flyselskabet Ryanair. Men det vil man godt i Tyskland.
Den danske fagbevægelse vil ikke finde sig i arbejdsforholdene hos flyselskabet Ryanair. Men det vil man godt i Tyskland. Scanpix arkiv


Den store nordtyske lufthavn i Hamborg er klar til at tage over, hvis irske Ryanair som ventet mere end halverer sit passagertal i Billund som en direkte konsenvens af konflikten med den danske fagbevægelse, skriver Flensborg Avis.

Billund Lufthavn ser ud til at blive den helt store taber i kampen mellem Ryanair og den danske fagbevægelse. Ryanair har netop bebudet, at selskabet lukker basen i Billund, og man regner med, at passagertallet vil gå ned fra årligt 700.000 til cirka 300.000.

- Ryanairs lukning vil have en effekt. Det er passagerer, som så vil søge mod andre lufthavne - først og fremmest Hamborg og København, siger Katja Bromm, der er pressetalskvinde for lufthavnen i Hamborg.

Hun regner med, at Billund Lufthavn vil forsøge at kompensere for tabet, men siger ellers til de danske passagerer, at de er velkomne i Hamborg.

- Vi har i forvejen mange danske gæster, og de ruter, som bliver nedlagt, bliver også betjent fra Hamborg med lavprisselskaber som Easyjet og Germanwings, siger Katja Bromm til Flensborg Avis.

I modsætning til i Danmark har den tyske storlufthavn ikke problemer med fagbevægelsen. Ryanair har i forvejen to ruter fra Hamborg, til Lissabon og Porto, og flere er ifølge Katja Bromm velkomne.

- Vi er altid åbne i forhold til nye ruter, så vi kan betjene vores kunder bedst muligt, siger hun og inviterer Ryanair til at ringe til Hamborg.

Det er især vinterflyvningerne fra og til Billund, lukningen går ud over. Tre ud af fire ruter lukker. Ryanair havde ellers planlagt, at det skulle gå den modsatte vej: Selskabet havde planer om at lave tre eller fire nye vinterruter fra Billund. De bliver nu efter alt at dømme ikke til noget.

Samtidig med meddelelsen om, at Ryanair lukker Billund som base natten mellem fredag og lørdag, styrtdykkede priserne på selskabets flyvninger fra den jyske lufthavn.

Midt i august, altså midt i den normalt meget dyre sommerferie, kan man komme til Mallorca, Pisa, Malta og mange andre steder for omkring 400 kroner retur. Prisfaldet var dog en kort fornøjelse. Sidst på eftermiddagen var alle priser tilbage på det normale niveau, skriver Flensborg Avis.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.