Efter reform: Forældre fravælger folkeskolen
Antallet af friskoler er det højeste siden 2010. Både Danmarks Lærerforening og Dansk Friskoleforening vurderer, at det er forældrenes utilfredshed med folkeskolereformen og for store skoler, der er skyld i væksten.
Flere forældrene vælger folkeskolen fra til fordel for en friskole.
Flere forældrene vælger folkeskolen fra til fordel for en friskole. Foto: Scanpix


Når den nye Sønderborg Friskole åbner i dag, kan de 50 elever se frem til en kortere skoledag end i folkeskolen. Sønderborg Friskole er en af de 21 nye privat- eller friskoler, der slår dørene til første skoledag efter sommerferien.

En opgørelse fra Dansk Friskoleforening baseret på tal fra Undervisningsministeriet viser, at antallet af nye friskoler er det højeste siden 2010, hvor 22 nye skoler kom i gang. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Ifølge foreningen går 112.000 elever - eller 16 procent af alle grundskolebørn - i en privat skole mod godt 6 procent for 40 år siden.

De seneste års vækst i antallet af privatskoler hænger sammen med, at mange forældre er utilfredse med folkeskolereformen og den voksende tendens til at lave store skoler med mellem 500 og 1000 elever, lyder vurderingen fra både Danmarks Lærerforening og Dansk Friskoleforening.

"Vi hører, at forældre vælger folkeskolen fra, fordi de ikke ønsker, at deres børn skal gå i meget store skoler med mange elever i hver klasse. Vi ved også, at det bestemt ikke er alle forældre, der er tilfredse med den længere skoledag efter folkeskolereformen. Vi finder det bekymrende, hvis de mest ressourcestærke vælger folkeskolen fra," siger Dorte Lange, næstformand i Danmarks Lærerforening.

Formand for Dansk Friskoleforening, Peter Bendix Pedersen, forklarer, at halvdelen af de nye skoler oprettes, fordi en skole i lokalområdet er lukket. Den anden halvdel oprettes, fordi en forældregruppe ønsker en skole med særlige værdier eller pædagogik. Han mener, at de politiske slagsmål om folkeskolereformen og lærernes arbejdstid har fået flere forældre til at overveje at sende deres børn i en privat skole.

"De sidste to-tre års megen snak om folkeskolereform betyder, at der er skabt en større bevidsthed om skolen i de enkelte familier, og det er positivt. Men samtidig kan reformen også give en utryghed hos nogle forældre, der ikke føler, de kan vente på, at tingene falder på plads," siger Peter Bendix Pedersen.

Han ser dog ikke udviklingen som en trussel mod folkeskolen.

"Vi bliver samlet set lidt flere elever i de frie skoler, men den udvikling kan sagtens vende, når folkeskolereformen er fuldt udført," siger Peter Bendix Pedersen.

Ning de Coninck-Smith, som forsker i skolehistorie ved Aarhus Universitet, vurderer, at der er en række forklaringer på den stigende søgning til privatskolerne.

"Forholdet mellem folkeskolen og de frie grundskoler har bølget frem og tilbage. For 100 år siden var andelen af børn, der gik i privatskole, på højde med i dag. I 1970'erne var andelen af børn i privatskole nede på seks procent," fortæller Ning de Conick-Smith.

Hun fortæller, at hvor de fleste privatskoler i 1970'erne var alternative lilleskoler eller kristne friskoler, så søger mange i dag privatskoler, der satser på orden, faglighed og disciplin.

"Der er en række sammensatte forklaringer på, at forældre vælger folkeskolen fra. Hele perioden fra 1970'erne og frem har der været en stor debat om skolestørrelse. Samtidig er der store forskelle på kommunerne. I nogle kommuner med velfungerende skolevæsen er der færre, der søger privatskole. Endelig glemmes det alt for ofte, at forældrenes meget bedre økonomi betyder, at de i dag har en helt anden mulighed for at sende deres børn i privatskole end tidligere," siger Ning de Coninck-Smith.

Skolehistorikeren finder det bekymrende, at folkeskolen har fået et dårligt rygte.

"Men vi kan ikke begræde, at de private skoler er blevet mere demokratiske og ikke længere kun er forbeholdt elitens børn," siger hun.

Skoleleder Thomas Thers Segato fra Sønderborg Friskole forklarer, at den ny skoles vision er at lave en alternativ grundtvig-koldsk friskole med en god lærernormering og vægt på kreative fag.

"Skolereformen har uden tvivl stor betydning for, at forældre vælger vores skole. Jeg har ansat lærere fra det offentlige, der glæder sig til, at de nu kan lave aftenarrangementer med forældre og børn uden at blive stoppet af regler om arbejdstid," siger Thomas Thers Segato.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.