Efter prinse-fødsel: Her er de første ord
Prinsesse Madeleine og Christopher O'Neill blev mandag forældre til deres andet barn, og dermed har Sverige fået en ny prins.
Fra tre til fire: Svenske prinsesse Madeleine og Christopher O'Neill blev den 15. juni forældre til en lille prins. Dermed bliver halvandet år gamle prinsesse Leonore storesøster.
Fra tre til fire: Svenske prinsesse Madeleine og Christopher O'Neill blev den 15. juni forældre til en lille prins. Dermed bliver halvandet år gamle prinsesse Leonore storesøster. Foto: Fredrik Sandberg/AP


For første gang i 36 år har svenskerne fået en prins til den voksende kongelige Bernadotte-klan.

Mandag den 15. juni fødte prinsesse Madeleine sit og Christopher O'Neills andet barn, og dagen derpå mødte de svenske journalister en meget stolt far med tommelfingeren i vejret.

- Jeg er træt, men meget glad, sagde den nybagte far til den svenske avis Expressen.

Og da journalister spurgte, om babyen var sød, svarede O'Neill:

- Selvfølgelig.

På et pressemøde tidligere om mandagen kunne den ansvarlige overlæge og jordemor fortælle, at fødslen gik, som den skulle, og at de lykkelige forældre "græd af glæde".

- De hilsner og siger, at de er fantastisk lykkelige og taknemmelige for, at alt er gået godt. De er glade for at være en familie med to børn.

Den stolte far klippede selv navlestrengen, da han så sin nyfødte søn, som ifølge jordemoren har arvet O'Neills hage.

Sveriges nye prins blev født klokken 13.45, vejer 3.080 gram, er 49 centimeter lang og indtager en sjetteplads i rækkefølgen til den svenske trone.

Den britiskfødte amerikanske 40-årige forretningsmand og hans 33-årige prinsesse har i forvejen halvandet år gamle prinsesse Leonore, der blev født i New York, mens den lille ny prins kom til verden på Danderyds sygehus i den svenske hovedstad, Stockholm. Familien befinder sig i øjeblikket i Sverige, men flytter i efteråret til London.

Ikke nok med at Sverige netop har fået en ny prins, så fik naboerne "hinsidans" også en ny prinsesse lørdag, da prins Carl Philip giftede sig med Sofia Hellqvist den 13. juni.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.