Efter overfaldet på Nanna: Kæmpe debat på Facebook
Det chokerende foto af en forslået ung kvinde har sammen med oplysninger om de formodede gerningsmænd skabt enorm diskussion. Blandt andre har S-politikeren Mattias Tesfaye en holdning.
Nanna Skovmand valgte at dele et foto af sit forslåede ansigt på Facebook i går. Det er blevet delt utallige gange.
Nanna Skovmand valgte at dele et foto af sit forslåede ansigt på Facebook i går. Det er blevet delt utallige gange. Privatfoto


I går lagde den unge kvinde Nanna Skovmand et foto og en update på Facebook, som har udløst en sand lavine af stærkt følelsesladede kommentarer - både på det sociale medie og ude i det ganske land.

På sin Facebook-side fortalte Nanna Skovmand, hvordan hun og hendes kæreste var blevet overfaldet og gennembanket med jernkæder juleaften på Vesterbro i København. Overfaldsmændene var ifølge Nanna Skovmand - og politiets signalement - angiveligt nogle unge indvandrer-drenge.

LÆS OGSÅ: Ung kvinde deler chok-foto: Jeg blev overfaldet juleaften

Dén oplysning er blevet kommenteret i stribevis af kommentarer og updates på Facebook.

Socialdemokraternes folketingskandidat på Vestegnen, Mattias Tesfaye, skriver i en update, at han efter det "brutale jule-overfald på Vesterbro" har hørt folk sige, at overfaldsmændene skulle have tæsk med deres egne flasker og kæder. "At de skulle sendes ud på en øde ø uden mad."

Trist over V-update

- Jeg forstår godt frustrationen. Men netop fordi den folkelige frustration er så rødglødende, bør de mennesker der har magten, huske at holde hovedet koldt. Det er politikernes ansvar at fastholde retsstatens principper og ikke piske yderligere til en forråelse af debatten, skriver Mattias Tesfaye videre, og han henviser derefter til en kommentar, som folketingsmedlem for Venstre, den tidligere undervisningsminister Tina Nedergaard, angiveligt har skrevet i en tråd på en anden persons Facebook-side.

Hun skriver bl.a., at overfaldsmændene skal smides ud, og at lovgivningen måske bør laves om, hvis de er danske statsborgere, og de derfor ikke kan bortvises fra Danmark.

Updaten kalder Mattias Tesfaye for "frygtelig trist."

Her er kommentaren, der er skrevet af Folketingsmedlem for Venstre Tina Nedergaard.

Til Avisen.dk siger Tina Nedergaard, at hun på ingen måde ønsker at piske en stemning op.

- Jeg mener klart, at statsborgerskabet skal tages fra de personer, der ikke respekterer vores normer og værdier. Tillader loven det ikke, må vi kigge på den, siger hun og understreger, at det er et fåtal, hun taler om - et fåtal, der ødelægger det for de mange, der kommer til Danmark med et ønske om at blive integreret.

Nanna Skovmand: Det handler ikke om hudfarve

Selv skriver Nanna Skovmand netop nu i en update på Facebook, at hun er ked af, at det "kommer til at handle om racisme."

- Det handler ikke om tro eller hudfarve, det handler om ikke at føle sig som en del af et fællesskab, om ikke at VIDE, hvad man selv skal gøre for at blive en del af fællesskabet! Mit ønske er, at de, som har gjort det her, selvfølgelig skal have deres straf, skriver Nanna Skovmand.

- Grunden til jeg nævner i min facebookopdatering at det er indvandrere, er fordi det er faktuelt. Havde det været danske drenge, havde jeg også skrevet det. Det handler ikke om racisme, men om hvad der får drenge til at gøre sådan, skriver hun videre i sin update, som hun beder folk dele.

Overfaldet resulterede for hendes vedkommende i en flækket læbe og 16 sting. Endvidere mistede hun en tand, fik to slået løs, og hun måtte efterfølgende limes i baghovedet på Rigshospitalets Traumecenter.

Hendes kæreste, Mads, fik ikke helst så mange fysiske skader. Han slår lige nu fast på sin Facebook-profil, at han hverken er højre- eller venstreorienteret. Der har på Facebook siden overfaldet cirkuleret nogle rygter om hans politiske ståsted.

Sådan så Nanna Skovmand ud efter overfaldet. Foto: Privat

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.