I løbet af sommeren har trusler mod fængselsbetjente taget til.
Politiet har modtaget mindst seks anmeldelser om trusler mod fængselsbetjente i fritiden de seneste uger. Det skriver DR.
Truslerne sker eksempelvis ved, at biler med formodede bandemedlemmer opsøger og chikanere fængselsbetjente, når de ikke er på arbejde.
Og truslerne mod fængselsbetjentene sker både i København, på Fyn og i Jylland.
Oplever flere trusler
Alle de seks episoder er sket, efter episoden i juli, hvor en fængselsbetjent i Nyborg blev skudt tre gange i benet på klos hold af maskerede mænd.
- Vi har oplevet et stigende antal trussel- og chikanesager. Det er både, når folk er på vej hjem fra arbejdet og når de er kommet hjem, siger Kim Østerbye, forbundsformand i Fængselsforbundet, der organiserer landets fængselsbetjente, til DR.
Regeringen på vej med nye tiltag
Justitsminister Søren Pind (V) annoncerede efter skudepisoden ved Statsfængslet i Nyborg, at politiet nu skærper fokus på sikkerheden for fængselsbetjentene.
I løbet af efteråret forventes det, at regeringen vil indgå i politiske forhandlinger om en såkaldt respektpakke, der blandt andet skal medvirke til, at man hæver straffen for vold og trusler mod tjenestemænd.