Efter ni års kamp: Buschauffør får millionerstatning
Efter ni år får buschauffør Morten Eriksen nu erstatning fra forsikringsselskabet Tryg, efter en arbejdsulykke der gav ham PTSD.
- Kampen og ventetiden har været uhyggelig svær. Det burde koste Tryg noget at forhale min sag så længe. De burde også sige undskyld, siger Morten Eriksen til Fagbladet 3F.
- Kampen og ventetiden har været uhyggelig svær. Det burde koste Tryg noget at forhale min sag så længe. De burde også sige undskyld, siger Morten Eriksen til Fagbladet 3F. Colourbox


Efter ni års kamp har en 41-årig buschauffør fra Aarhus vundet sin sag over forsikringsselskabet Tryg. Han får nu en erstatning på op imod 2,5 millioner efter en arbejdsulykke. Det skriver Fagbladet 3F.

Den 41-årige Morten Eriksen var i 2005 første mand på stedet efter en blodig trafikulykke, hvor en person døde i Morten Eriksens arme, mens en anden døde kort efter. Den voldsomme oplevelse gav ham PTSD - posttraumatisk stress syndrom.

Arbejdsskaden blev anerkendt af Arbejdsskadestyrelsen og Ankenævnet. Alligevel afviste Tryg, at Morten Eriksens psykiske skade havde noget med ulykken at gøre og ville ikke betale.

Tryg anfægtede dog ikke anerkendelsen af diagnosen tilbage i 2005, hvor Morten Eriksen efter ulykken stadig passede sit job som buschauffør. Først da han fik det dårligere, og 3F i 2007 fik sagen genoptaget med krav om erstatning, begyndte modstanden. Tryg ankede herefter alle afgørelser og slæbte Ankestyrelsen i retten.

Hyrede privatdetektiver

I forsøget på at bevise, at Morten Eriksen snød med arbejdsskaden, sendte Tryg fire privatdetektiver efter ham. De overvågede ham døgnet rundt fra juni til september 2010.

Men nu har Tryg hævet sagen mod Ankestyrelsen, så Morten Eriksen nu får sin erstatning for blandt andet erhvervsevnetab og varigt mén.

- Kampen og ventetiden har været uhyggelig svær. Det burde koste Tryg noget at forhale min sag så længe. De burde også sige undskyld, siger Morten Eriksen til Fagbladet 3F.

Pressetalsmand i Tryg Tanja Frederiksen pointerer, at Tryg fra starten har været af den opfattelse, at de oplysninger, de har fået af Morten Eriksen, ikke hænger sammen med fakta i sagen.

- Vi har derfor forfulgt sagen og har også kunnet konstatere, at myndighederne er kommet os i møde på nogle af de kritikpunkter, vi har rejst. På det afgørende spørgsmål om, hvorvidt Morten Eriksen overhovedet var berettiget til erstatning eller ej, har Retslægerådet desværre ikke givet os medhold. Vi har derfor valgt at hæve sagen, siger hun.

Tryg har ingen kommentarer til Morten Eriksens ønske om en undskyldning.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.