Efter kursfup: Her er straffen til direktører
Kurs på selskabet Enalyzer A/S kom op på et kunstigt højt niveau, siger byretten i straffesag mod to mænd.
Mændene er fundet skyldige i, at deres selskab fuppede markedet med hensyn til kursen på aktierne i selskabet Enalyzer A/S.
Mændene er fundet skyldige i, at deres selskab fuppede markedet med hensyn til kursen på aktierne i selskabet Enalyzer A/S. Foto: kuzmafoto.com/Colourbox


En kirke, en skole eller et andet sted kan måske snart få udført arbejde helt gratis af to direktører.

De to mænd har ført markedet og øvrige investorer bag lyset, og derfor er de i Københavns Byret idømt samfundstjeneste.

Københavns Byret har idømt mændene fængsel i tre måneder for kursmanipulation, men straffen gøres betinget af, at de i stedet udfører samfundstjeneste.

Mændene er fundet skyldige i, at deres selskab fuppede markedet med hensyn til kursen på aktierne i selskabet Enalyzer A/S.

Gennem flere handler via Saxo Privatbank blev kursen tvunget op på et kunstigt højt niveau.

Det foregik på sidste handelsdag i 2010 og i 2011, fremgår det af den anklage, som Bagmandspolitiet havde rejst.

Under sagen i byretten har begge mænd, der er i 40'erne, nægtet sig skyldige. Men retten er altså kommet til det modsatte resultat.

Også en bøde på 100.000 kroner indgår i regnskabet efter kursmanipulationen.

Mændene fik ikke personligt noget ud af manøvrerne, men kursværdien af selskabets beholdning af aktier blev forøget med cirka en million kroner i hvert af de to år.

De dømte har mulighed for at anke dommen til landsretten. De har været beskyttet af navneforbud.

For nylig blev en tidligere chef i Mærsk ligeledes dømt for kursmanipulation, men i denne sag blev resultatet en rent betinget dom og en bøde på en halv million kroner.

Retten i Lyngby fastslog, at ekschefen havde pumpet kursen på Gyldendal-aktier i vejret.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.