Efter kontanthjælpsloftet: Frelsens Hær skærer i julehjælpen for at hjælpe flere
De fattige danskere bliver fattigere, mener Frelsens Hær, der forventer et større pres på julehjælpen i år.
Frelsens Hær er en af de organisationer, der udbyder julehjælp til økonomisk trængte danskere. Arkivfoto.
Frelsens Hær er en af de organisationer, der udbyder julehjælp til økonomisk trængte danskere. Arkivfoto. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Scanpix


Økonomisk trængte danskere får sværere ved at klare juleindkøbene i år som følge af kontanthjælpsloftet.

Det vurderer Frelsens Hær, som i år sætter julehjælpen ned for at give flere familier en økonomisk håndsrækning i december.

- Vi har sænket beløbene på vores gavekort med 100 kroner, så vi kan hjælpe flere familier og nå længere ud for de samme penge.

- Hvis vi giver julehjælp til 9000, vil der være 3-4000 familier, som vi siger nej til. Det kan vi dårligt gøre i år, når de er blevet fattigere, siger informationschef Lars Lydholm.

Tidligere tirsdag vurderede Dansk Folkehjælp, der også udbyder julehjælp, at kontanthjælpsloftet ville medføre markant flere ansøgere i år.

Lars Lydholm er ikke sikker på, at der vil være flere familier end hidtil, der benytter sig af Frelsens Hærs tilbud. Men de, der gør, har det svært.

- Jeg frygter, at de fattige er blevet fattigere, lyder det fra Lydholm.

- Kontanthjælpsloftet skaber ikke flere af de her familier i sig selv. De er jo alle familier, der har været på kontanthjælp og har haft en sværere økonomi i forvejen. Men den er bare blevet endnu sværere.

Frelsens Hær åbnede tirsdag for ansøgninger til julehjælpspakkerne.

Frem til den 30. november kan danske familier søge om hjælp til julemaden og gaverne.

Hos Blå Kors har man i løbet af året oplevet stor interesse for julehjælpen.

Organisationen forventer, at antallet af ansøgere har sat rekord, når fristen udløber 1. december, fortæller generalsekretær Christian Bjerre.

- Det kunne nemt være 30 procent flere eller sådan noget, siger han.

Blå Kors uddeler gavekort på 400 kroner til Dansk Supermarked og 200 kroner til køb af julegaver i Blå Kors Genbrug.

Til trods for det store antal forventede ansøgere har Blå Kors ikke tænkt sig at ændre på indholdet af julepakkerne.

- Konceptet ligger fast, når vi udbyder det. Men fremadrettet kan man tænke på, om der er noget, der skal justeres.

Blå Kors modtog ansøgninger fra 1157 familier i 2015.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.