Efter grotesk kontanthjælpstræk: Får opbakning fra minister
Henrik Dam Kristensen bakker nu familien, der efter en erstatning blev trukket i kontanthjælp, op.
Henrik Dam Kristensen bakker nu familien, der efter en erstatning blev trukket i kontanthjælp, op.
Henrik Dam Kristensen bakker nu familien, der efter en erstatning blev trukket i kontanthjælp, op. Scanpix/Iris


Det vakte forargelse fra flere sider, da May-Brith Jensen og Jimmy Bach-Jørgensen blev trukket i den kontanthjælp, de og deres børn ellers lever af, da de fik udbetalt erstatning fra indboforsikringen efter et indbrud. Og nu får parret fra Vordingborg også opbakning fra beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S).

Det skriver sn.dk.

Familien fik efter indbruddet udbetalt 36.500 kroner i erstatning, men blev samtidig trukket 16.500 kroner i offentlige ydelser. Dermed var der ikke råd til at erstatte de stjålne ting, sådan som familien havde forventet at gøre, når erstatningen kom.

- Vi har 4000-5000 kroner at leve for til fire mennesker om måneden. Det er rigtig stramt, og jeg har det bare sådan; kan det virkelig være rigtigt, at vi ikke må få en erstatning, fordi vi er på kontanthjælp? Så er der jo nærmest ingen grund til at betale 1.500 kroner årligt i indboforsikring, har May-Brith Jensen tidligere udtalt til sn.dk.

Det er op til kommunen at vurdere den slags sager individuelt. Og noget tyder altså på, at kommunens beslutning om at trække parret i kontanthjælp i den aktuelle sag, ikke var den helt rigtige.

I et svar til SF’erne Karina Lorentsen Dehnhardt og Trine Pertou Mach, som har spurgt ministeren om det rimelige i sagen, svarer Henrik Dam Kristensen nemlig, at kontanthjælpen er målrettet de borgere, der ikke har alternative muligheder for at forsørge sig selv, men at ”der skal ses bort fra formålsbestemt formue”. Som for eksempel en indboerstatning, skriver sn.dk.

Det er endnu uvist, om parret ender med at få pengene igen, men en advokat har tidligere tilbudt familien at føre deres sag gratis.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.