Efter fund af kvindelig: Politiet beder om hjælp
Østjyllands Politi har endnu ikke identificeret den døde kvinde, der i går blev fundet gemt i en sort plastsæk på en rasteplads ved Langå. For at få hjælp offentliggør politiet fotos af hendes smykker og hendes ansigt. ADVARSEL: BILLEDET KAN VIRKE VOLDSOMT.
Politiet spærrede området omkring rastepladsen af og foretog talrige undersøgelser på stedet. Men hvem den døde kvinde er, er endnu uvist.
Politiet spærrede området omkring rastepladsen af og foretog talrige undersøgelser på stedet. Men hvem den døde kvinde er, er endnu uvist. Scanpix


(opdateret)

Selv om Østjyllands Politi har fået mange henvendelser om den kvinde, der lørdag formiddag blev fundet dræbt på en rasteplads ved Langå, ved man endnu ikke, hvem hun er.

- Vi har endnu ikke noget gennembrud i forhold til hendes identitet, siger vicepolitiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen til Ritzau.

Politiet er derfor stadigvæk meget interesserede i at høre fra borgere, der kan bidrage med informationer, som kan føre til sagens opklaring. For at finde frem til kvindens identitet, tog politiet søndag det skridt at offentliggøre to billeder - et af den afdødes ørestikker og et fotografi af hendes ansigt. Håbet er, at det kan hjælpe efterforskningsarbejdet videre. Billederne er nederst i artiklen.

Det var en tilfældigt forbipasserende, som lørdag gjorde det makabre fund på rastepladsen på Væthvej, der ligger omtrent halvanden kilometer øst for Langå mellem Aarhus og Randers.

Der lå nogle sorte plastiksække, som var tapet sammen, og da vedkommende valgte at åbne sækkene, dukkede liget op.

Meget interesseret i henvedelser

- Men vi ved ikke, hvornår hun blev efterladt på rastepladsen, og vi er fortsat meget interesseret i henvendelser fra offentligheden, der kan hjælpe os videre i sagen, siger Jesper Bøjgaard Madsen søndag formiddag til Ritzau.

Vicepolitiinspektøren vil søndag ikke fortælle, hvordan kvinden er blevet dræbt.

- Den oplysning vil vi gerne holde for os selv lidt endnu, siger han.

På baggrund af ligets tilstand er politiet desuden ved at undersøge, hvor længe kvinden kan have været død.

- Det har vi selvfølgelig en idé om, men det er heller ikke noget, som vi vil ud med på nuværende tidspunkt, siger Jesper Bøjgaard Madsen.

Kvinden beskrives som en kvinde, 30-40 år gammel og 172 cm høj. Hun er kraftig af bygning og har mørkt krøllet hår.

Hun blev fundet med to ørestikker af guld. Den ene er formet som et hjerte med en hvid lys sten. Den anden er formentlig formet som en svane - også med en lys sten. Politiet kan kontaktes på 114/87 31 14 48.

Politiet har offentliggjort et foto af de ørestikkere, kvinden bar. Foto: Østjyllands Politi

Foto: Østjyllands Politi

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.