Jens Damgaards' godt 50-årige ryg var ikke for god i forvejen. Men da han skvattede ned fra et træ, som han var i færd med at beskære, blev det alvor.
Han kom på revalidering i Slagelse Kommune for at teste, hvor meget han kunne bedrive på et job. Han selv, hans egen læge og arbejdspladsen mente, at Jens kunne klare 15 timer i adstadigt tempo. Kommunen var uenig.
Jens Damgaard blev erklæret rask, og kommunen stoppede revalideringen. Det var i oktober 2013. Han husker stadig beskeden fra sagsbehandleren.
Kommune: Ryg en smøg og tænk over det
- Jeg er ryger, så jeg fik at vide, at jeg kunne gå ud og ryge en smøg, mens jeg tænkte over det, siger han.
Jens Damgaard ankede jobcenterets beslutning til kommunen. I januar 2014, to måneder efter hans revalidering stoppede, rykkede han kommunen for svar på sin anke. De gentog deres beslutning, og sagen gik til Ankestyrelsen.
Tiden går, og han får ingen penge nogen steder fra. Så starter ventetiden i Ankestyrelsen. En ventetid, Jens Damgaard ikke er ene om at have. Som Avisen.dk i dag kan fortælle, er tusinder af danskere ramt af styrelsens langsommelige sagsbehandling.
Styrelsen har speedet op for sagsbehandlingen nu - men for Jens Damgaard kan tiden ikke spoles tilbage.
LÆS OGSÅ: Styrelsen har speedet op på sygesager
- Jeg vil gerne arbejde, men jeg kan ikke finde et job på normale vilkår, jeg kan klare, siger Jens Damgaard.
Derfor er der heller ingen hjælp at hente i a-kassen, for han står ikke til rådighed for arbejdsmarkedet.
Med hus og bil er der ingen hjælp
- Det eneste man kan få i min situation er kontanthjælp, men der må du ingenting eje. Og jeg havde både hus og en nyere bil, siger han.
Derfor begynder Jens Damgaard at sælge, hvad han ejer. Huset ryger, og den nye bil sælges. En arv skal også bruges. Alt skal væk.
På den måde holder Jens Damgaard og hans søn skindet på næsen. Og det har ikke været nogen behagelig rejse.
Alt er solgt
- Jeg føler, jeg lever i et diktatur. Min tro på samfundet har lidt et knæk, jeg aldrig havde troet muligt, siger han.
I oktober 2014 - et år efter hans anke - dumper et brev ind fra Ankestyrelsen. Styrelsen hjemsender hans anke. De medsendte lægeattester er blevet for gamle og er ikke længere retvisende, skriver styrelsen. Jens Damgaard tror, det er løgn.
Igen går han til lægen. Igen må han på kommunen.
Han føler kommunen sylter ham. Han er chokeret over sin behandling, og indvender:
- Kommunen kender min situation, og ved jeg er eneforsørger af min søn. Jeg har aldrig hørt fra angående ham, om han har det godt? Vi klarer os jo, men det er rystende, siger Jens Damgaard.
Han søger nu kontanthjælp, som han selv mener, at han er berettiget til nu.