Der er hjælp på vej til de socialpsykiatriske bosteder i København.
Københavns Kommune vil bruge 112 millioner kroner på at sikre beboere og medarbejdere bedre vilkår, skriver avisen.dk.
Et af de bosteder, der får del i hjælpen, er Lindegården i Roskilde. Her blev en 57-årig social- og sundhedsassistent i marts slået ihjel af en beboer.
- Det har haft rigtig stor betydning, at de ansatte har råbt op og fortalt deres historie, og så havde vi jo også det tragiske drab i foråret og en række påbud fra Arbejdstilsynet, siger sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen (SF).
Der har ifølge avisen.dk været bred enighed blandt politikerne på rådhuset om at prioritere de socialpsykiatriske bosteder.
De ekstra millioner skal i første omgang bruges til at flytte 35 af de farligste beboere til mere sikre rammer.
Derudover afsættes der penge til at renovere to af de tre belastede afdelinger på Lindegården.
Pengene vækker glæde hos fagforbundet FOA, der organiserer de ansatte på området.
- Rigtigt anvendt betyder de nye penge både sikkerhed for medarbejderne og mere tålelige forhold for især svage beboere, der ofte lever et liv i angst, frygt og mismod på grund af et meget barskt miljø på bostederne, siger formand for FOA Dennis Kristensen i en pressemeddelelse.
Siden 2012 har fem medarbejdere på bosteder og forsorgshjem mistet livet, mens de passede deres arbejde.
Den økonomiske håndsrækning er indeholdt i den budgetaftale, som samtlige partier i Københavns Kommune indgik tirsdag.
/ritzau/