Efter dødeligt stenkast: Politiet har fundet afgørende spor
Politiet har nu afgørende nyt i sagen, hvor en tysk kvinde døde efter et stenkast på den fynske motorvej.
En tysk kvinde mistede livet på den fynske motorvej i sommers.
En tysk kvinde mistede livet på den fynske motorvej i sommers. Foto: Sonny Munk Carlsen/Scanpix/arkiv


Det kostede en 33-årig kvinde livet, da en eller flere personer i sidste måned kastede betonklodser ned på motorvejen fra en motorvejsbro på Fyn.

Nu har Fyns Politi nye oplysninger i sagen. 

Der har nemlig været foretaget en række DNA-undersøgelser af de betonklodser, der blev kastet, og af området omkring broen. Her er der fundet flere forskellige DNA-profiler. De fleste er fra vidner og de forurettede, men politiet mangler at få identificeret en af de fundne DNA-profiler.

- Vi har fundet en DNA-profil, som vi ikke kender i politiets register. Derfor vil vi undersøge om eventuelle mistænktes DNA matcher den fundne profil. Desuden kan vi håbe på et hit blandt de mange sigtede, der hver dag føres ind i politiets register, siger politikommissær Michael Lichtenstein i en pressemeddelelse.

Han betragter fundet af en DNA-profil som et afgørende spor.

Modtager fortsat henvendelser

Politiet modtager fortsat henvendelser om sagen, selvom det nu er to måneder siden det dødelige stenkast. Blandt andet har en lastbilchauffør henvendt sig og fortalt, at han bemærkede to skikkelser på broen, kort før den tyske bil blev ramt. De kan ikke beskrives nærmere, men chaufføren noterede sig, at de knælede ned, netop som han passerede under broen.

- Det er en meget interessant oplysning, da det er første gang, at vi har hørt om personer set direkte på broen så tæt på gerningstidspunktet. Vi holder fortsat alle muligheder åbne, men det kunne altså tyde på, at der har været to personer om det, siger Michael Lichtenstein.

Han fortæller, at politiet har registret over 450 henvendelser fra borgere. Politiet har nu udlovet en stor dusør på en kvart million kroner for afgørende oplysninger om drabet.

Føreren af en ældre Volvo stationcar, som et vidne så tæt på gerningsstedet den pågældende nat, er endnu ikke blevet identificeret.

- Det undrer mig, at vi ikke har hørt fra vedkommende, der var ude at køre den nat. Det er vigtigt for os at få identificeret bilen, så vi håber derfor, at føreren henvender sig til os, siger Michael Lichtenstein.

Fyns Politi er fortsat i gang med at kontakte alle ejere af den pågældende Volvo-model.

Ud over kvinden, der var en tysk turist på vej hjem fra ferie, var også hendes mand og søn med i bilen. Faderen er nu kommet ud af det koma, han har ligget i siden ulykken. Han er fortsat i kritisk tilstand. Den 5-årige søn er hos noget familie og slap fra ulykken med småskrammer.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.