Efter dødeligt stenkast fra vejbro: Politiet efterlyser ældre Volvo
Politiet leder nu efter en ældre Volvo i forbindelse med en motorvejsulykke på Fyn, hvor en kvinde mistede livet, da hendes bil blev ramt af en sten.
Fyns Politi leder efter en Volvo stationcar 245 som denne model - muligvis grålig eller anden mørk farve.
Fyns Politi leder efter en Volvo stationcar 245 som denne model - muligvis grålig eller anden mørk farve. Foto: Fyns Politi


Det kostede en 33-årig kvinde livet, da en eller flere personer i sidste måned kastede betonklodser ned på motorvejen fra en motorvejsbro på Fyn.

Nu efterlyser Fyns Politi en ældre Volvo i forbindelse med sagen.

Et vidne så nemlig samme morgen omkring klokken 03:50 en ældre Volvo stationcar – formentlig en grålig model 245 – køre ad Middelfartvej mod vest og derefter videre til højre ad Langesøvej i retning mod den motorvejsbro, hvorfra den 30 kilo tunge betonklods blev kastet ned på bilen.

- Teoretisk kan det være gerningsmanden eller gerningsmændene, der befandt sig i bilen, men der kan også være tale om et vigtigt vidne, som vi selvfølgelig meget gerne vil tale med. Vedkommende kan - også uden selv at være klar over det - sidde inde med vigtig viden i sagen, siger politikommissær Michael Lichtenstein fra Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Fyns Politi vil derfor meget gerne høre fra borgere, der enten selv var ude at køre i lignende Volvo den pågældende morgen, eller som kender nogen, der var ude at køre i en tilsvarende Volvo tidligt om morgenen søndag den 21. august.

Ud over kvinden, der var en tysk turist på vej hjem fra ferie, var også hendes mand og søn med i bilen. Faderen har ligget i koma siden ulykken og er nu blevet flyttet til et tysk hospital. Den 5-årige søn er hos noget familie og slap fra ulykken med småskrammer.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.