Efter chokstart: Nu er ledelsen i fagbevægelsens top på plads
Efter en chokstart med fire fyringer har Lizette Risgaard nu næsten den nye ledelse på plads i LO. Se nedenfor. 'Vi glæder os i den grad til at komme i gang med blandt andet trepart', siger Lizette Risgaard.
LO's nye valgte ledelse har nu fordelt opgaverne imellem sig. Her ses de fire næstformænd, som er på ledelses-holdet sammen med formand Lizette Risgaard.
LO's nye valgte ledelse har nu fordelt opgaverne imellem sig. Her ses de fire næstformænd, som er på ledelses-holdet sammen med formand Lizette Risgaard. Foto: 3F/LO/Iver Houmark Andersen.


For en måned siden lagde nyvalgte LO-formand Lizette Risgaard hårdt ud. Lige efter at være blevet valgt på LO's kongres fyrede hun fire nøglepersoner i LO-Huset i København.

Nu er der kommet mere ro på fagbevægelsens flagskib. Der er udpeget afløsere for tre af de fire fyrede medarbejdere i LO. Endvidere har den politisk valgte ledelse på fem personer fordelt opgaverne imellem sig.

- Holdet er nu på plads, og vi glæder os i den grad til at komme i gang med blandt andet de kommende treparts-forhandlinger, siger Lizette Risgaard.

Venstre-regeringen indkalder i det nye år fagbevægelsen og arbejdsgiverne til at drøfte store spørgsmål vedrørende arbejdsmarkedet. Det er de såkaldte treparts-forhandlinger.

Politikere på plus 50

På LO's kongres i slutningen af oktober blev Lizette Risgaard valgt til ny formand, og Arne Grevsen blev valgt til stedfortrædende næstformand. Derudover blev Ejner K. Holst genvalgt med en ny titel af næstformand. Nanna Højlund samt Morten Skov Christiansen blev nyvalgt til næstformænd.

Ser man på alderen af de fem valgte i LO's nye ledelse, er de i gennemsnit 52 år. Fire af de valgte er over 50 år, mens næstformand Morten Skov Christiansen skiller sig ud med sine 33 år.

Tre ud af fire job besat

Den øverste leder for embedsmændene i LO er nu Michael Jacobsen, 53 år.

De andre to nye nøglepersoner på embedsmands-siden er cheføkonom Allan Lyngsø Madsen, 42 år, og chef for organisation og udvikling, Jakob Sand Kirk, 39 år.

Der er endnu ikke fundet en ny kommunikationschef for den afskedigede, og den stilling bliver nu slået op.

På onsdag 2. december er der reception om eftermiddagen i LO-Huset for den valgte del af ledelsen.

 

Lizette Risgaaard, formand
Foto: Erik Refner/Scanpix.

55 år. Tidligere næstformand i LO fra 2007 til 2015 og formand i HK/Service København fra 2000 til 2007. Uddannet kontorassistent og master i offentlig administration.

Arne Grevsen, næstformand, stedfortrædende formand
Foto: 3F

59 år. Tidligere formand for blandt andet skovarbejdere og gartnere i 3F's grønne gruppe. Uddannet frilandsgartner og speditør.

Ejner K. Holst, næstformand
Foto: Iver Houmark Andersen.

58 år. Tidligere valgt LO-sekretær med ansvar for blandt andet uddannelses- og erhvervspolitik. Uddannet elektriker.

Nanna Højlund, næstformand
Foto: Iver Houmark Andersen.

54 år. Tidligere forbundssekretær i fagforeningen FOA. Hun er formand for Kvinderådet og har oprindeligt arbejdet som pædagogmedhjælper.

Morten Skov Christiansen, næstformand
Foto: Iver Houmark Andersen.

33 år. Tidligere formand for LO Hovedstaden og tidligere faglig sekretær i Metal Hovedstaden. Er uddannet elektronikmekaniker.

Michael Jacobsen, chef for ledelsessekretariatet
Foto: LO.

53 år. Tidligere sekretariatschef i a-kassen Akademikernes og tidligere konsulent i LO. Læs mere om Michael Jacobsen her.

Allan Lyngsø Madsen, cheføkonom
Foto: LO.

42 år. Tidligere cheføkonom i Dansk Metal og økonom i LO. Læs mere om Allan Lyngsø Madsen her.

Jakob Sand Kirk, chef for organisation og udvikling
Foto: Sampension.

39 år. Tidligere stabschef i Sampension og tidligere underdirektør i PensionDanmark.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.