Efter Bruxelles-bomber: Politi løslader eneste sigtede
Der er ikke beviser for, at freelancejournalisten Fayçal C. har været involveret i bombeangrebet i Bruxelles.
Efter bombeangrebet i lufthavnen Zaventem i Bruxelles, har belgisk politi nu løsladt den eneste sigtede i sagen.
Efter bombeangrebet i lufthavnen Zaventem i Bruxelles, har belgisk politi nu løsladt den eneste sigtede i sagen. Foto: Scanpix


Belgisk politi har løsladt den eneste person, som har været sigtet for bombeangrebene i Bruxelles tirsdag i sidste uge.

Manden, Fayçal C., er løsladt på grund af manglende beviser, oplyser anklagemyndigheden ifølge nyhedsbureauet AFP.

Det betyder, at politiet fortsat søger en mand, der var klædt i lyst tøj med mørk hat, og som blev fanget af overvågningskameraer i lufthavnen Zaventem umiddelbart før angrebet.

Belgisk politi har anholdt og sigtet flere personer efter angrebet. Men Fayçal C. er ifølge det franske nyhedsbureau den eneste, som har været sigtet for direkte forbindelse til bomberne 22. juli.

Fayçal C. hedder ifølge avisen Le Soir Fayçal Cheffou, og han blev pågrebet torsdag.

Men de seneste døgn har der hersket tvivl om, hvorvidt han var manden, der blev fanget af overvågningskameraerne i lufthavnen.

Forvirringen steg, da belgisk politi mandag valgte at offentliggøre yderligere videomateriale af manden, der går sammen med de to gerningsmænd, som omkom i selvmordsangrebet i Zaventem.

De to bombemænd i lufthavnen er identificeret som Ibrahim El Bakraoui og Najim Laachraoui. Khalid El Bakraoui, Ibrahim El Bakraouis yngre bror, udførte ifølge anklagemyndigheden det samtidige angreb på metrostationen Maelbeek.

Begge brødre var idømt længere fængselsstraffe for kriminalitet.

Der har ikke være meldinger om, at Fayçal C., der har arbejdet som freelancejournalist, har længere fængselsdomme.

Dødstallet efter de to angreb er steget mandag, så det nu er oppe på 35 ofre ifølge den belgiske sundhedsminister, Maggie De Block.

- Fire patienter døde på hospital. Lægeholdene gjorde alt muligt. Samlet offertal: 35, skriver ministeren på Twitter.

31 ofre omkom på bombestederne, Zaventem og Maelbeek, mens fire efterfølgende er døde på hospitaler.

Myndighederne mangler fortsat at identificere et mindre antal af ofrene.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.