Efter bøllebank: Schweizer får revanche mod Wozniacki
Caroline Wozniacki røg overraskende ud i tredje runde i Indian Wells med nederlag til Belinda Bencic.
Caroline Wozniacki fik kun to kampe i Indian Wells.
Caroline Wozniacki fik kun to kampe i Indian Wells. Foto: Mark J. Terrill/AP


Den danske tennisstjerne Caroline Wozniacki fik blot to kampe i årets BNP Paribas Open i Indian Wells, USA.

Sent mandag aften dansk tid tabte verdens nummer fem overraskende til den 18-årige schweizer Belinda Bencic i tredje runde. Verdens nummer 37 vandt med 6-4, 6-4.

Nederlaget er ekstra overraskende, da Wozniacki sidste år bankede selvsamme modstander med 6-0, 6-0 i en turnering i Istanbul.

Selvtilliden burde også være helt i top hos Wozniacki, der var oversidder i første runde.

Den 24-årige dansker har netop vundet Malaysian Open, og i Indian Wells-turneringen, som rangerer lige under de fire grand slam-begivenheder, har hun før leveret store resultater.

Wozniacki vandt turneringen i 2011, mens hun i 2010 og 2013 var tabende finalist.

Alt dette havde dog ingen betydning mandag. Wozniacki haltede hele tiden efter, og mønstret i de to sæt var ens.

Ved stillingen 4-4 i begge sæt blev Wozniacki brudt i sin serv, og derefter fejlede Bencic ikke, da hun selv skulle serve.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.