Efter bøde til chauffører: Nu jagter politiet Uber-bagmænd
Anklagemyndigheden vil kræve, at selskabet Uber idømmes en bøde på 30.000 kroner i en principiel prøvesag.


Anklagemyndigheden rejser tiltale mod det hollandske selskab Uber for at medvirke til, at chauffører bryder taxiloven ved at samle passagerer op via appen Uber, som formidler kørsel i blandt andet Danmark.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Tiltalen mod selskabet kommer efter, at Østre Landsret 18. november traf afgørelse om, at en 28-årig Uber-chauffør bedrev ulovlig taxikørsel.

Den dømte fik i byretten en bøde på 6000 kroner, som landsretten stadfæstede.

- Der er tale om en principiel prøvesag, hvor anklagemyndigheden ønsker at få rettens vurdering af medvirkensansvaret til den ulovlige taxikørsel, siger advokaturchef Vibeke Thorkil-Jensen fra anklagemyndigheden ved Københavns Politi.

Ifølge Thorkil-Jensen vil anklagemyndighedens påstand om straf til Uber være en bøde i omegnen af 30.000 kroner. Det svarer til 10.000 kroner per kørsel, som to chauffører allerede er blevet dømt for.

Hvis anklagemyndigheden får medhold i retten, så vil den samlede bøde til Uber kunne stige, lyder det i pressemeddelelsen.

For så vil anklagemyndigheden kunne rejse tiltale mod Uber for medvirken til ulovlig kørsel for hver enkelt tur, som en Uber-chauffør dømmes for i fremtiden.

Politiet har ifølge fagbladet 3F sigtet over 100 Uber-chauffører, og flere sager er allerede på vej i retten i København eller på Frederiksberg.

Det er endnu ikke besluttet, hvornår straffesagen mod Uber kan blive behandlet ved Københavns Byret.

Selv om selskabet er amerikansk af oprindelse, så bliver sagen anlagt mod selskabet i Holland, hvor den europæiske del af Uber er indregistreret.

- Det er et rigtig stort skridt. I vores optik er virksomheden Uber roden til, at Uber-chauffører kører rundt på gader og stræder, siger Trine Wollenberg, der er direktør i Dansk Taxi Råd.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.