Efter 13 måneders venten: Viktor Fischer tilbage i kamp
Viktor Fischer var lørdag på banen for Ajax Amsterdams andethold, hvor angriberen spillede 45 minutter.
Der går måske ikke så lang tid, før Viktor Fischer er tilbage i landsholdstrøjen. Her ses den 20-årige offensivspiller i en venskabskamp mod Norge i 2013.
Der går måske ikke så lang tid, før Viktor Fischer er tilbage i landsholdstrøjen. Her ses den 20-årige offensivspiller i en venskabskamp mod Norge i 2013. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Det 20-årige angrebstalent Viktor Fischer gjorde lørdag comeback for Jong Ajax i den næstbedste hollandske fodboldrække.

Den unge danske landsholdspiller fik de første 45 minutter i et 0-3-nederlag på udebane til De Graafschap.

Da Fischer lod sig udskifte ved pausen var gæsterne fra Amsterdam bagud med 0-1.

Viktor Fischer har været ude i næsten 13 måneder, efter at han den 23. februar 2014 kom til skade i et opgør mod AZ Alkmaar.

I første omgang gik meldingen på en forholdsvis kort pause, men det endte med, at Fischer to måneder senere gennemgik en operation for at få ordnet en iturevet sene i baglåret.

Han vendte tilbage til træningen i Ajax 13. februar.

Fischer blev for få år siden nævnt som et af Europas største angrebstalenter. I 2012 fik han sin debut på det danske landshold i en venskabskamp på udebane mod Tyrkiet.

Det er i alt blevet til seks A-landskampe, men det første mål lader fortsat vente på sig.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.