Efter 10 års rejse: Rumsonde får nærkontakt med Pluto
Med 50.000 kilometer i timen besøger Nasa-rumfartøj den mindst udforskede del af solsystemet.
Billedet af Pluto er taget af den amerikanske rumsonde New Horizons, som tirsdag kommer helt tæt på dværgplaneten.
Billedet af Pluto er taget af den amerikanske rumsonde New Horizons, som tirsdag kommer helt tæt på dværgplaneten. Foto: Rebecca Blackwell/AP


Et ubemandet Nasa-rumfartøj vil tirsdag nå helt frem til Pluto og for første gang give et detaljeret billede af dværgplanetens overflade efter en rejse, der har strakt sig over et årti.

Rumsonden New Horizons beskrives som det hurtigste rumfartøj, der nogensinde er bygget. Det bevæger sig med knap 50.000 kilometer i timen.

Men der er nerver på i det amerikanske rumcenter, inden rumsonden til 700 millioner dollar begiver sig ind i den mindst udforskede del af solsystemet.

- Pluto-systemet er de fossile rester til begyndelsen af vores solsystem. Vi vil herfra lære, hvor vi kommer fra, siger John Grunsfeld, en af de ansvarlige for Nasa-missionen.

New Horizons vil være tættest på Pluto klokken 13.49 dansk tid, og Nasa vil begynde at tv-transmittere klokken 13.30.

Men i første omgang kommer der intet tilbage. Rumsonden vil være optaget af at fotografere Pluto og indsamle data, så der går flere timer, før der er forbindelse til Jorden.

Første signal ventes at blive afsendt fra rumsonden klokken 22.20 dansk tid, og det tager fem timer at nå frem til Jorden.

Det er første gang, at en uudforsket planet besøges, siden Nasa opsendte rumfartøjet Voyager i 1970'erne på en rejse uden ende.

Rumeksperten Alan Stern siger, at muligheden for, at rumsonden vil gå tabt, fordi den rammer klippestykker i kredsløb om Pluto, er en til 10.000.

Pluto blev i mange år regnet som den yderste planet i solsystemet, indtil den i 2006 blev nedgraderet til en dværgplanet.

Det er ikke alverden, som videnskabsfolkene ved om Pluto, men det ventes at ændre sig efter New Horizons besøg.

Stern fortæller, at Nasa med sin mission allerede har fastslået, at Pluto er lidt større end hidtil antaget, nemlig 1185 kilometer i radius.

Det fotografiske system om bord ventes at give skarpe og præcise billeder af Pluto og dens fem måner.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.