ECB holder som ventet renten i ro
Der kom som ventet ingen rentestigninger ud af torsdagens møde i Den Europæiske Centralbank.


Som ventet fastholder Den Europæiske Centralbank, ECB, rentesatserne, oplyser centralbanken.

Det betyder, at refinansieringsrenten fortsat er 0,050 procent, mens indskudsrenten er -0,200 procent, og udlånsrenten forbliver på 0,300 procent, skriver Ritzau Finans.

Hermed ligger rentesatserne fortsat på et rekordlavt niveau.

Beslutningen om at holde rentesatserne nede var forventet bredt blandt danske og udenlandske økonomer, efter at ECB for et år siden sænkede satserne med meldingen om, at de havde ramt "en nedre grænse."

I marts lancerede Den Europæiske Centralbank, at den i forsøget på at sætte gang i den økonomiske vækst i Europa, ville poste 60 milliarder euro, hvilket svarer til cirka 446 milliarder kroner, ud om måneden til opkøb af statsobligationer.

Formålet var at give forbrugerpriserne et boost og at forsøge at undgå, at den europæiske økonomi kom ud i en langvarig stagnation og deflation.

På et pressemøde torsdag bebudede centralbankens direktør, Mario Draghi, at ECB fastholder beløbet på et uændret niveau.

Men han tog samtidig forbehold for at foretage ændringer om nødvendigt.

- Styrelsesrådet overvåger tæt alle relevante informationer, der kommer ind. Det understreger dets vilje og evne til om nødvendigt at reagere ved at bruge alle de instrumenter, der er inden for dets mandat, sagde han ifølge Reuters.

Den Europæiske Centralbank (ECB) er blevet en smule mindre optimistisk i forhold til den økonomiske vækst i eurozonen de kommende år.

Ifølge Ritzau Finans sænker banken sin prognose for bruttonationalproduktet (BNP) for eurozonen i 2015 til plus 1,4 procent mod tidligere 1,5 pct., mens prognosen for 2016 sænkes til 1,7 procent fra tidligere 1,9 procent.

Endelig sænkes prognosen for 2017 til en vækst på 1,8 procent fra tidligere 2,0 procent.

Også udsigterne for inflationen i de kommende år sænkes.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.