Ebola-vaccine viser gode tegn
Britisk medicinalkæmpe er kommet godt fra land med forsøg med ebolavaccine.
Nye testresultater på mennesker giver håb om, at en vaccine mod ebola rykker tættere på.
Nye testresultater på mennesker giver håb om, at en vaccine mod ebola rykker tættere på. Foto: Colourbox/free


Forskere er kommet et lille skridt videre i udviklingen af en vaccine mod den dødbringende ebolavirus.

Et såkaldt fase 1-studie har vist lovende resultater. I studiet har 20 sunde mennesker fået en større eller mindre dosis af vaccinen, og de udviklede alle de antistoffer, der er nødvendige, for at kroppen kan bekæmpe virussen.

Samtidig har vaccinen, som er under udvikling af det britiske medicinalselskab GlaxoSmithKline, ikke givet nogen af forsøgspersonerne alvorlige bivirkninger.

Studiet er offentliggjort onsdag i New England Journal of Medicine.

Nyheden falder midt i det værste udbrud af ebola nogensinde. Udbruddet har ramt Vestafrika, hvor omkring 5500 mennesker har mistet livet til sygdommen.

Epidemien har fået medicinalselskaber til at sætte skub i udviklingen af mulige vacciner, mens sundhedsmyndigheder verden over hjælper ved hurtigere at behandle selskabernes ansøgninger om at udvikle og markedsføre nye produkter mod ebola.

Trods de positive forsøgsresultater vil der dog stadig gå måneder, før Glaxosmithklines vaccine kan komme på markedet.

Ifølge USA's allergi- og infektionssygdomsinstitut (NIAID), der udvikler vaccinen sammen med det britiske selskab, kan vacciner, som nu er på teststadiet, "måske spille en rolle i forhold til at stoppe epidemien", mens de "uden tvivl vil være ekstremt vigtige i forhold til at undgå store udbrud i fremtiden".

Nyhedsbureauet Reuters skriver, at medicinalselskabet Johnson & Johnson i januar vil indlede forsøg med sit bud på en ebolavaccine.

Der findes ingen kendt behandling eller vaccine, der med sikkerhed kan nedkæmpe ebola.

Flere amerikanere, der har været smittet med virussen, er dog blevet erklæret raske efter at have modtaget midler, der endnu er i udviklingsfasen.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.