Ebola-frygt i Spanien: Seks i karantæne
Flere er indlagt til observation, men indtil videre er kun én patient testet positiv for ebola i Spanien.
Flere er indlagt til observation, men indtil videre er kun én patient testet positiv for ebola i Spanien.
Flere er indlagt til observation, men indtil videre er kun én patient testet positiv for ebola i Spanien. Foto: Andres Kudacki/AP


Seks mennesker er blevet indlagt på La Paz-Carlos III hospital i den spanske hovedstad Madrid, da myndighederne frygter, at de kan være smittet med den dødbringende virus ebola.

Det sker efter, at en spansk sygeplejerske mandag blev diagnosticeret med ebola. I sidste måned behandlede hun en præst i Madrid, der var hjemsendt fra Sierra Leone og efterfølgende døde af ebola. Dermed er hun den første, der er blevet smittet uden for Afrika.

To af de seks personer er ifølge nyhedsbureauet Reuters testet negative for ebola. Der er umiddelbart ikke oplysninger om de sidste fire, men en af dem er sygeplejerskens mand, der er i højrisiko-gruppen.

De spanske sundhedsmyndigheder siger, at de som en sikkerhedsforanstaltning overvåger 52 andre personer, som har været i kontakt med sygeplejersken. Men ifølge sundhedsminister Ana Mato er der intet, der tyder på, at nogen af dem er blevet smittet.

- I øjeblikket har vi ingen beviser for, at nogen af dem har symptomer på ebola, siger hun.

Over 3400 mennesker har mistet livet i Vestafrika, hvor ebola-epidemien er gået værst ud over Liberia, Guinea og Sierra Leone.

Onsdag fortæller FN, at en international sundhedsmedarbejder, der arbejder for FN-styrken Unmil i Liberia, er blevet smittet med ebola. Den smittedes nationalitet er endnu ukendt.

Personen er den anden i FN-styrken, som bliver smittet med ebola. Den første, der blev smittet, døde den 25. september.

En kvindelig norsk sundhedsmedarbejder fra Læger uden Grænser ankom tirsdag til den norske hovedstad Oslo efter at været blevet testet positiv for ebola i søndags.

Samtidig er den første ebola-patient, der er blevet diagnosticeret med sygdommen i USA, fortsat i kritisk tilstand og er i dialyse, oplyser Texas Health Presbyterian Hospital i Dallas ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Verdenssundhedsorganisationen WHO anslår, at omkring 7500 mennesker er eller har været smittet med ebola i forbindelse med udbruddet.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.