Ebola-frygt er en trussel mod fødende kvinder i Afrika
Fødende kvinder i det ebola-ramte Vestafrika overlades til sig selv. Tusindvis kan dø, advarer organisationer.
Den dødbringende virus ebola har store konsekvenser for fødende kvinder i Afrika. Folk er nemlig bange for at komme i kontakt med andre personers kropsvæsker på grund af ebolaudbruddet. Arkivfoto
Den dødbringende virus ebola har store konsekvenser for fødende kvinder i Afrika. Folk er nemlig bange for at komme i kontakt med andre personers kropsvæsker på grund af ebolaudbruddet. Arkivfoto Foto: Abbas Dulleh/AP


En ud af syv kvinder risikerer at dø i barselssengen i de vestafrikanske lande, som er hårdest ramt af ebola-epidemien.

Af frygt for at komme i kontakt med andre personers kropsvæsker vil folk nemlig undlade at hjælpe de fødende kvinder, advarer flere hjælpeorganisationer.

FN skønner, at omkring 800.000 kvinder i Sierra Leone, Guinea og Liberia vil føde i løbet af de næste 12 måneder. Og 120.000 risikerer livstruende komplikationer, hvis de ikke får den nødvendige hjælp, og det kan koste titusindvis livet.

Ebola kan overføres gennem for eksempel spyt, sved og andre kropsvæsker.

Rædslen for sygdommen gør, at mange kvinder bliver overladt til sig selv for at føde. Uvidenhed skræmmer folk, som kan hjælpe, fra at gøre det, fortæller Korto Williams, leder af Actionaid in Liberia. Den er blandt 13 britiske hjælpeorganisationer, som advarer om problemet.

Mangel på hjælp har allerede kostet mange kvinder livet. Korto Williams henviser til videooptagelser af kvinder, som overladt til sig selv føder på gaderne i Liberias hovedstad, Monrovia.

Hun siger, at forudsigelsen om, at en ud af syv kvinder risikerer at dø under den slags omstændigheder, er det værst tænkelige scenario, men tilføjer:

- Vi er nødt til at gøre mere for at forhindre, at det sker. Vi bør sikre, at gravide kvinder får den omsorg, som de har behov for. Ellers vil antallet af dødsfald i barselssengene ryge i vejret.

Det nuværende udbrud af ebola begyndte i Guinea i marts. Med over 13.000 smittede og næsten 5000 døde i de tre værst ramte lande i Vestafrika er udbruddet ifølge verdenssundhedsorganisationen WHO det hidtil værste, siden sygdommen for første gang blev opdaget i 1970'erne.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.