EB: Sisto-forside er ikke politisk statement
En bestemt forside har fået gang i snakken på de sociale medier, hvor den er blevet delt og kommenteret.
Ekstra Bladet ser ikke forsiden med FC Midtjyllands Pione Sisto som et politisk statement, siger sportsredaktør, Allan Olsen, til eb.dk.
Ekstra Bladet ser ikke forsiden med FC Midtjyllands Pione Sisto som et politisk statement, siger sportsredaktør, Allan Olsen, til eb.dk. Foto: /free


Torsdagens forside på sporten i Ekstra Bladet forestiller Pione Sisto, der onsdag aften blev matchvinder for det danske U21-landshold med sin scoring til 2-1 i EM-åbningskampen mod Tjekkiet.

Billedet af den unge fodboldspiller fra FC Midtjylland med sudanske rødder er ledsaget af teksten:

- I dag er jeg dansk matchvinder. #EngangVarJegFlygtning.

Forsiden har fået stor omtale på de sociale medier, fordi den rammer et af de store emner i valgkampen på selve valgdagen.

Hashtagget hentyder til den kampagne, politikeren fra De Radikale Samira Nawa Amini startede på de sociale medier for at sætte fokus på positive historier om flygtninge i Danmark.

Ekstra Bladets sportsredaktør Allan Olsen afviser dog, at der er et skjult politisk budskab i den forside. Den blev lavet for at hylde Sisto og fejre den danske sejr over Tjekkiet.

- Det fortjente Sisto, og det fortjente det danske landshold. For det andet gider vi ikke kedelige, forudsigelige forsider på Ekstra Bladet.

- De skal have kant og overraskelse - og god timing. Denne opfylder alle tre dele - og vi havde talt om inden kampen at dreje forsiden over på noget med valget. Det lykkedes, men det er ikke noget politisk statement, siger Allan Olsen til eb.dk.

For ham er det bare en stærk, positiv historie med to faktuelle oplysninger.

- Matchvinder og hans fortid som flygtning sammen med sin familie. Hvis nogle tolker det politisk, jamen så må de jo gøre det, mener Allan Olsen.

Avisen nåede ikke at spørge Sisto, før forsiden blev lavet, men det ser sportsredaktøren intet problem i. Han er bare glad for den opmærksomhed, den har fået.

- Og så er det da også fantastisk, at vi for første gang har en mand på det danske landshold, hvis familie er flygtet til Danmark og er integreret så godt, at han med en dansk fodboldopdragelse i bagagen er et af vores største talenter. Det er da en forrygende positiv historie, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.