Regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) har i dag fået et forhandlingsresultat på plads, som betyder, at kommunerne fremover skal effektivisere for en procent om året. Altså aflevere 2,4 milliarder kroner i såkaldt omprioriteringsbidrag årligt.
Næste år vil kommunerne til gengæld få tilbageført 1,9 milliarder kroner fra effektiviseringer til prioriterede indsatser.
KL har allerede meldt ud, at de er skuffede over aftalen, og nu melder også Enhedslisten og FOA sig i koret.
- Venstre gik til valg på nulvækst. Men denne aftale går jo meget længere end det. Løkke har sat en pistol for panden på kommunerne, og har nu gennemtvunget minusvækst i kommunerne. Det er rent løftebrud fra regeringens side, og det vil gå hårdt ud over velfærden ude i kommunerne, siger Enhedslistens fungerende kommunalordfører, Finn Sørensen.
- Der vil forsvinde mange tusinde stillinger i ældrepleje, folkeskole og børnepasning, tilføjer han.
Stærkt bekymrende
Netop af den grund vækker aftalen heller ikke den store begejstring hos FOAs forbundformand Dennis Kristensen.
- Det er stærkt bekymrende. Allerede næste år fjernes en halv milliard kroner fra de borgernære områder. Det er det modsatte, der er brug for. Med de udfordringer, vi står over for – eksempelvis i form af rigtig mange flere ældre – så kræver fastholdelse og udvikling af velfærden flere ressourcer, siger han
Går ud over kernevelfærd
Regeringen har bebudet, at effektiviseringskravene til kommunerne ikke skal munde ud i forringelser i kernevelfærden. Men det er ikke kun FOA og Enhedslisten, der frygter for velfærden.
Ifølge Kurt Houlberg, der er kommunalforsker ved Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning (Kora), kan det nemlig ikke undgås.
- Hvis kommunerne skal spare 2,4 milliarder, så har de ikke ret mange andre valgmuligheder end at fokusere på de store velfærdsområder, siger han til Ritzau og tilføjer:
- Det er her de store udgifter ligger, og det er også her, der er mulighed for at finde nogle besparelser.
Vil sætte stopper for planer
Ifølge Finn Sørensen ligger aftalen så langt fra det, som både Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne gik til valg på.
- Vi forventer derfor, at de to partier, sammen med Enhedslisten, vil sætte en stopper for Lars Løkkes planer, når finansudvalget, sikkert om ganske kort tid, skal tage stilling de økonomiske rammer i aftalen, siger Finn Sørensen.