Klippekortet er dødt, og Movia refunderer nu penge for borgernes ubrugte klip. Men det er ikke kun værdien af klippekortene, trafikselskabet skal betale tilbage. Også portoen for at sende dem skal kunderne have igen. Og det løber op, skriver metroxpress.
Movia anbefaler nemlig, at man sender klippekortene som anbefalet brev, og det giver en merudgift på 76 kroner pr. afsendelse. Portoudgifterne løber derfor op i 700.000 kroner, og da Movia er offentligt finansieret, lander regningen hos skatteborgerne.
"Jeg kan sagtens forstå, at et enkelt klip på 15 kroner sendt anbefalet kan virke lidt som 'overkill', men folk er heldigvis meget gode til at vurdere, om der er behov for at sende det anbefalet eller ej," siger centerchef Søren Englund fra Movia.
Det samlede budget for hovedstadens tilbagebetaling af klippekort lyder på 10 millioner kroner. Men det ser ikke ud til at række.
"Vi kan ikke diskutere, om der er råd til at betale det. Kunderne har betalt for en vare, de ikke har fået, så de skal selvfølgelig have pengene retur," siger Søren Englund.
For at sikre sig mod røveri har Movia valgt, at kunderne ikke fysisk kan aflevere klippekortene, og det møder kritik.
"Det er godt nok tosset, at man ikke bare kan aflevere kortene centrale steder i byen. Det er super bureaukratisk og koster en masse penge," lyder kritikken fra Enhedslistens trafikordfører, Henning Hyllested.
Hos Miljø- og Trafikudvalget i Region Hovedstaden bakker man dog op om Movias plan for at refundere klippekortene.
"Vi ville helt sikkert få en masse problemer, hvis brevene blev væk. Så alt taget i betragtning er det den bedst mulige løsning, der er fundet," siger formand Jens Mandrup (SF).