Dyreetisk Råd: Elefanter skal ikke være cirkusdyr
Det er uforsvarligt at bruge elefanter og andre vilde dyr i cirkus, mener formanden for Dyreetisk Råd.


Ingen vilde dyr trives med den omskiftelige og trange tilværelse som cirkusdyr.

Det mener formanden for Dyreetisk Råd, Bengt Holst, og han er derfor enig med Dyrenes Beskyttelse i, at det er nødvendigt med et totalforbud mod vilde dyr i cirkus.

Det er i dag tilladt at bruge elefanter, søløver og zebraer som cirkusunderholdning, mens der i cirkusbranchen er forbud mod andre vilde, eksotiske dyr.

Men hverken tunge elefanter, svømmeglade søløver eller sky zebraer egner sig til at lave kunster i omrejsende cirkusser, mener formanden for Dyreetisk Råd.

- Hvis man overhovedet skal have dyr i cirkus, skal det være dyr, der gennem generationer er opfostret til at kunne leve sammen med mennesker, siger Bengt Holst.

Og det gælder blandt andet husdyr, hunde og katte.

For omrejsende cirkusser er det ifølge Bengt Holst ikke muligt at lave bassiner, der er store nok til, at søløver kan boltre sig i vandet. Og zebraer er vilde dyr, der er sky, og derfor egner de sig dårligt til at være i tæt kontakt med mennesker.

Heller ikke elefanter egner sig til cirkustilværelsen, mener formanden.

- Man kan ikke holde elefanter forsvarligt i et omrejsende cirkus, siger Bengt Holst.

Elefanter er med en vægt på fem ton en stor sikkerhedsmæssig risiko, og de kan sagtens bryde igennem de indhegninger, de står i på cirkuspladserne, mener han.

Ifølge ham er det "et guds under", at der endnu ikke er sket alvorlige ulykker med løsslupne cirkuselefanter i Danmark.

Men hvis elefanterne ikke skal gå omkring i udendørs indhegninger, er de henvist til transportvogne, der er for små til de store dyr. Og så har dyrene det ikke godt.

- Enten har man et sikkerhedsproblem eller et velfærdsproblem, og man kan ikke finde en mellemvej i elefanternes tilfælde, siger Bengt Holst.

Organisationen Dyrenes Beskyttelse kræver et totalforbud mod vilde dyr i danske cirkusser og har sat en underskriftindsamling i gang i håb om at få sit krav igennem.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.