Fodboldklubben Chelsea og holdets nye manager, Antonio Conte, løb søndag ind i sæsonens første pointtab i Premier League.
På to minutter i anden halvleg fik effektive Swansea på eget græs vendt stillingen 0-1 til 2-1, inden kampen sluttede 2-2.
Chelsea, der havde vundet de tre første ligakampe i sæsonen, kom foran efter 18 minutter, da Oscar spillede bolden hen til Diego Costa i straffesparksfeltet.
Den brasilianskfødte spanier svigtede ikke, da han scorede sit tredje ligamål i sæsonen.
Swansea var ikke særligt godt med i første halvleg, men et kvarter inde i anden halvleg ændrede kampen totalt karakter.
Chelsea-målmand Thibaut Courtois fejlbedømte en Swansea-fremlægning, hvorefter den belgiske målmand sparkede benene væk under Gylfi Sigurdsson.
Islændingen udnyttede det efterfølgende straffespark til 1-1.
Kort efter var den igen gal i Chelseas defensiv. Bolden blev noget risikabelt spillet hen til midterforsvareren Gary Cahill, der kom under hårdt pres fra Swanseas Leroy Fer, som kom stormende.
Hollænderen snuppede bolden fra Cahill og scorede til 2-1. Chelsea-lejren mente dog, at Leroy Fer begik frispark på Gary Cahill i forbindelse med scoringen.
Otte minutter før tid faldt udligningen, og igen var den signeret af Diego Costa.
Angriberen kastede sig gennem luften og flugtede bolden i mål via en modstander, så Diego Costa med fire mål nu er delt topscorer i ligaen.
Trods chancer i begge ender blev der ikke scoret yderligere.
Chelsea ligger nummer to i Premier League med ti point for fire kampe, to point færre end Manchester City på førstepladsen.
Swansea er nummer 13 med fire point.
/ritzau/