Dyr og billig fisk er lige sundt
De sundhedsmæssige fordele ved fisk er de samme, lige meget om man køber den dyre laks eller billigere sild. Det vigtigste er at spise fisk.


Fersk, frossen eller på dåse. Der er mange måder at få fisk på, men er det vigtigt hvilken slags fisk, der ender på tallerkenen? Og skal man gå efter de dyreste arter for at få den sundeste fisk?

Nej, siger Sisse Fagt, seniorrådgiver på DTU Fødevareinstituttet. Der er gode sundhedseffekter i alle typer fisk.

- Det gode ved fisk er blandt andet fedtsyrerne. Om fisken er frisk, frossen eller på dåse er mindre vigtigt. Det vigtigste er, at folk spiser fisk, forklarer Sisse Fagt og tilføjer, at danskerne generelt spiser for lidt fisk.

Det er altså ikke prisen på fisken, der er vigtig, men man skal til gengæld sørge for at få både de magre og de fede fisk. Lidt over halvdelen skal gerne være fed fisk.

Hvis den dyre fisk skal skiftes ud med et billigere alternativ, handler det altså om at bytte den dyre fede fisk ud med en billigere fed fisk og den dyre magre fisk ud med en billigere mager fisk.

Ifølge Lars Aarup fra Coop Analyse, så er det laksen, der fylder absolut mest i danskernes indkøbskurve. Tallene viser, at 40 procent af fiskeindkøbene er laks, mens torsk og rødspætte tegner sig for 20 procent hver. De sidste 20 procent består af de resterende fisk i kølemontren.

En fed fisk som laks kan godt være en dyr sag, men den kan sagtens byttes ud med en billigere sild, som også er en fed fisk. Gælder det de magre fisk, kan en dyr fisk som søtunge skiftes ud med rødspætte eller sej, som er væsentligt billigere, siger Sisse Fagt.

Trine Enevold Grønlund fra Fødevarestyrelsen er enig i, at man sagtens kan bytte ud i fiskerepertoiret.

- Man kan godt erstatte nogle af de dyrere måder at købe fisk på med billigere. Så længe man husker at variere, så man ikke altid spiser torskerogn på dåse. Der er også de røgede produkter. En hel røget makrel koster ikke meget i supermarkedet, siger Trine Enevold Grønlund.

Hun fortæller, at fisk fra frost og fisk på dåse sagtens kan have en fin standard, og at der ikke er noget i vejen for at bytte den ferske fisk ud med en på dåse. Man skal til gengæld være opmærksom på, om dåsen indeholder andet end fisk.

- Vær opmærksom på at der kan være tilsat lage med meget salt eller olie. Det giver smag, når den magre tun ligger i olie, men man skal selvfølgelig ikke spise olien, forklarer Trine Enevold Grønlund fra Fødevarestyrelsen.

Ved at gå efter Nøglehulsmærket, er man sikret, at indholdet af fisk i fiskepålæg er over 50 procent, og saltindholdet er på højst 2,5 procent.

Fakta: Spar penge på fisken:

- Fede fisk er blandt andet sild, makrel, hellefisk, laks, ørred og de lidt dyrere stenbider og ål.

- Magre fisk er blandt andet rødspætter, torsk og de lidt dyrere rødfisk, gedde, havtaske og tun.

- I november er torsk, lyssej, mørksej, kuller, kulmule, rødspætte, skrubbe, ising, søtunge, makrel, sild, blåmuslinger og østers i sæson.

- I december er torsk, lyssej, mørksej, kuller, kulmule, skrubbe, sild, blåmuslinger og østers i sæson.

Kilder: 2gangeomugen.dk, Sisse Fagt, Trine Enevold Grønlund.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.