"Dynamit Hari" er tilbage med supertid til ungdoms-DM
Danmarks nok største atletiktalent, Kristoffer Hari, løb supertid ved ungdoms-DM efter lang skadespause.


Mens verdenseliten er samlet til atletik-VM i Beijing, har Danmarks største atletiktalenter samlet sig til ungdoms-DM.

Og her blev det til et glædeligt gensyn med stortalentet Kristoffer Hari, som har holdt lav profil de seneste år grundet mange skader.

Men det 17-årige sprinttalent, som har fået tilnavnet "Dynamit Hari", viste, at han er på vej tilbage i storform, da han løb sin næsthurtigste 100 meter-tid nogensinde med 10,42 sekunder.

- Jeg har været plaget af en masse skader hele den her sæson, så det har været superfedt endelig at kunne løbe igen. Jeg er så glad for, at jeg ikke kan mærke noget, og alt i alt er det bare en rigtig god oplevelse og en god dag for mig, fortæller Kristoffer Hari til TV2 Sport.

Som 15-årig præsterede Hari at løbe i tiden 10,37 sekunder, hvilket er den næsthurtigste tid af en 15-årig nogensinde.

Siden har skader holdt ham fra at nærme sig verdenstoppen yderligere, men nu er han klar til at jagte nye mål.

- Selvfølgelig er der OL næste år, som er inden for rækkevidde. Ellers er der et junior-VM, som jeg går hårdt efter, fortæller Kristoffer Hari.

En billet til OL i Rio de Janeiro vil kræve en tid på 10,26 sekunder.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.