Dybt berørt prins Joachim: Jeg er meget ked af at høre om Kløvedals sygdom
Prins Joachim er dybt berørt af Troels Kløvedals alvorlige sygdom.
- At jeg skal dø er helt sikkert, og de fleste dør efter få år, men for mig er spørgsmålet, om det er om to måneder eller et halvt år, siger Troels Kløvedal i en ny bog.
- At jeg skal dø er helt sikkert, og de fleste dør efter få år, men for mig er spørgsmålet, om det er om to måneder eller et halvt år, siger Troels Kløvedal i en ny bog. Foto: Bo Amstrup/Scanpix/arkiv


Søfareren og forfatteren Troels Kløvedal er alvorligt syg.

Han afslørede for nyligt i en ny bog, at han ikke har lang tid tilbage at leve i. Det er lungesygdommen bronkiektasi, men især den sjældne og aggressive sklerosesygdom ALS, der har ramt 73-årige Kløvedal hårdt. Sygdommen er uhelbredelig og Troels Kløvedal forventer selv, at han vil dø inden for forholdsvis kort tid.

Nyheden om eventyrerens alvorlige sygdom har berørt prins Joachim, skriver Her & Nu.

- Det er jeg meget ked af at høre. Det er en forfærdelig sygdom. Jeg har mødt Kløvedal mange gange, og han er virkelig et interessant menneske. Det berører mig dybt, at han er blevet så syg, sagde Joachim ifølge Her &  Nu, da han fik overbragt den sørgelige nyhed i sidste uge. 

Troels Kløvedal har haft meget med kongehusets medlemmer at gøre. Prins Joachim sejlede med den erfarne globetrotters skib Nordkaperen under en tur til Hong Kong i 2004. Også kronprinsen har været ombord på det kendte skib. Det var i forbindelse med tv-serien Mit Danmark fra 2013, hvor han også dykkede efter vragrester i Guldborgsund. Også prins Henrik og dronning Margrethe har mødt den erfarne sører, der også flere gange har været på gæstelisten til hofballer.

Troels Kløvedal fortalte første gang offentligt om sin sygdom i bogen Modne Mænd, der udkom i starten af oktober. 

- At jeg skal dø er helt sikkert, og de fleste dør efter få år, men for mig er spørgsmålet, om det er om to måneder eller et halvt år, siger han blandt andet i bogen.

Troels Kløvedal er især kendt for sine jordomsejlinger med Nordkaperen, som han købte i 1967.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.