Dustin Johnson vinder US Open i golf på trods af strafslag
Amerikaneren, der missede sejren på sidste hul i fjor, var rolig som en klippe, da turneringen skulle afgøres.
Dustin Johnson slog i gennemsnit 20 meter længere end de andre spillere på sine drives i US Open.
Dustin Johnson slog i gennemsnit 20 meter længere end de andre spillere på sine drives i US Open. Foto: Charlie Riedel/AP


Den amerikanske golfspiller Dustin Johnson har søndag vundet majorturneringen US Open i samlet fire slag under par.

Sidste runde gik han i to slag under par, men efter runden blev han idømt ét strafslag, fordi han tidligere på runden ifølge dommerne var skyld i, at hans bold ændrede position på greenen på femte hul.

Beslutningen var kontroversiel, men heldigvis for Johnson var hans føring stor nok til, at straffen ikke fik betydning for den samlede sejr.

Amerikanerne Jim Furyk og Scott Piercy samt ireren Shane Lowry deler andenpladsen. Alle tre sluttede i samlet ét slag under par på den krævende Oakmont-bane i Pennsylvania.

Dustin Johnson har i flere omgange været tæt på sejren i golfens majorturneringer. Sidste år satte den langtslående spiller således sejren over styr på allersidste hul i US Open med et tre-put.

Men i år var han sikkerheden selv, da den prestigefyldte turnering skulle afgøres: På 18. hul sendte han et langt drive midt ud på fairway og fulgte op med et suverænt indspil, hvilket resulterede i en birdie.

Det gjorde det umuligt for Shane Lowry, der fulgte efter, at hente Johnsons føring - strafslag eller ej.

Dustin Johnson, nummer seks i verden før turneringen, får en check på 1,8 millioner dollar - knap 12 millioner kroner - for sejren i den 116. udgave af US Open.

Årets udgave vil foruden det kontroversielle strafslag til Johnson blive husket for, at de absolutte favoritter aldrig var i nærheden af sejren.

Hverken Jason Day, Jordan Spieth eller Rory McIlroy - verdens tre bedste ifølge verdensranglisten - var med helt fremme, da turneringen skulle afgøres.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.