Durant overstråler Curry i snæver Warriors-sejr i NBA
Drømmeholdet fra Golden State kæmper stadig med at finde storspillet, men holdets nye stjerne imponerer.
Golden State Warriors var heldige med, at nyindkøbte Kevin Durant foldede sig ud mod Phoenix Suns.
Golden State Warriors var heldige med, at nyindkøbte Kevin Durant foldede sig ud mod Phoenix Suns. Foto: Christian Petersen/AFP


NBA-titelbejlerne fra Golden State Warriors fik søndag aften den forventede sejr over upåagtede Phoenix Suns i NBA, verdens bedste basketliga.

Men kampen blev mere tæt, end de fleste havde forventet, hvilket slutresultatet 106-100 også vidner om.

Sejren kom i hus ikke mindst takket være holdets nye superstjerne Kevin Durant, der dominerede kampen med i alt 37 point.

Holdets anden store stjerne og sidste års mest værdifulde spiller i NBA, Stephen Curry, scorede 28 point i kampen, der først blev afgjort i kampens sidste sekunder.

Golden State Warriors, der betragtes som en af de største favoritter til at tage titlen, kæmper stadig med at få spillet til at fungere, indrømmer træner Steve Kerr efter kampen.

- Vi klikker ikke, og det kan alle se. Det skal nok komme, men det vigtigste er, mens vi går gennem denne proces, at vi bliver ved med at kæmpe og få sejrene i hus, siger han.

Kampen i Phoenix blev først afgjort, da Stephen Curry scorede på to straffekast 13 sekunder før slutfløjtet.

Kevin Durant slog sejren fast med to øvrige straffekast i de døende sekunder.

I alt scorede Durant på 15 af sine 16 forsøg fra straffekastlinjen

Efter kampen var den tidligere Oklahoma City Thunder-spiller tilfreds med sin egen indsats.

- Jeg udnyttede bare de chancer, forsvaret gav mig. Hvis man spiller mig rigtigt, så har jeg gode chancer. Jeg prøver at komme der (på straffekastlinjen, red.) så meget, jeg kan, siger Kevin Durant efter kampen.

Golden State Warriors har nu vundet de seneste to kampe, efter at holdet tabte sæsonåbneren til Spurs.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.