Duncan vender hjem til Aarhus efter ti år
Morten "Duncan" Rasmussen skal fremover igen score mål for AGF, som han forlod for ti år siden.
Morten "Duncan" Rasmussen skifter FC Midtjylland ud med AGF.
Morten "Duncan" Rasmussen skifter FC Midtjylland ud med AGF. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Efter ti år i diverse klubber skal landsholdsangriberen Morten "Duncan" Rasmussen igen tørne ud for AGF.

Her har den nu 30-årige angriber fået en kontrakt, der gælder til sommeren 2019. Det bekræfter AGF på klubbens hjemmeside.

Aarhusianerne køber ham fri af FC Midtjylland, hvor hans kontrakt først stod til at udløbe efter indeværende sæson.

AGF's sportschef, Jens Andersson, har ingen betænkeligheder ved, at spilleren aldersmæssigt er i sin fodboldkarrieres efterår.

- Jeg er rigtig glad for, at vi er lykkedes med at hente en AGF-spiller tilbage til klubben. "Duncan" har de seneste år bevist, at han holder et højt niveau, og han har flere gode år i sig endnu.

- Det er samtidig meget tilfredsstillende, at vi allerede nu kan få glæde af hans kvaliteter, for han bliver en vigtig del af det, vi er i gang med at bygge op, siger Jens Andersson.

I januar 2006 købte Michael Laudrups Brøndby den hovedstødsstærke angriber i AGF. Her blev han efter en årrække solgt videre til Celtic i 2010, før han via lejeophold i Mainz, AaB og Sivasspor endte hos FC Midtjylland i 2012.

Selv forklarer "Duncan", at han altid har ønsket at komme tilbage til AGF, selv om klubbens fans ikke så venligt på ham, da han i sin tid skiftede til konkurrenterne fra Brøndby.

- Det er fantastisk at vende tilbage til AGF. Jeg har altid haft et stort ønske om at komme tilbage i en alder, hvor jeg kan være med til at gøre en forskel.

- Jeg synes, jeg stadigvæk har et rigtig højt niveau, og jeg vil gerne være med til at skaffe gode resultater til AGF.

- Jeg ved, at der er nogle rigtig gode trænere og ledere i klubben, og det er helt klart også en af grundene til, at jeg er kommet tilbage, siger angriberen.

Han præsenteres torsdag på et pressemøde for medier og fans.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.