Det kunstneriske projekt, Dukkepartiet, er på vej mod Folketinget med over 18.500 underskrifter.
Siden partiet blev præsenteret første gang med operasang i Folketingssalen, er støtten steget. Og nu er partiet ved at være i mål. Dukkepartiet skal have mindst 20.260 vælgererklæringer for at kunne deltage i det kommende folketingsvalg.
Dermed er teaterdirektør Christian Lollike og hans parti kun knap 2000 erklæringer fra at kunne stille op til det kommende folketingsvalg.
- Hvis ikke der bliver udskrevet valg lige nu, så tror jeg, at vi når at få samlet alle stilleerklæringerne. Det er jo helt vildt, siger teaterdirektør og partistifter, Christian Lollike, til Kulturen på NEWS.
Udspringer af politikerlede
Dukkepartiet udspringer af en udbredt politikerlede og er - med egne ord - en mistillidserklæring til politikerne.
- Folk er trætte af politikerne og vil have noget andet. Og forhåbentligt er vi en eller anden form for håb for vælgerne. I hvert fald er vi symbol på den politikertræthed, siger Christian Lollike til Kulturen på NEWS.
Første gang vi hørte til dem var i april sidste år, da en maskeklædt, operasanger Per Jellum afbrød en debat i Folketingssalen med operasang.
Statens kunstfond har støttet
Optrinnet skyldtes ifølge Per Jellum irritation over politikernes måde at snakke og debattere på i offentligheden. Som almindelig borger, er man chanceløs for at kunne følge med, sagde han dengang.
I august kom det frem, at Dukkepartiet fik 300.000 kroner i kunststøtte af Statens Kunstfond - en støtte der mødte kritik flere steder på Christiansborg.
Siden har partiet arbejdet i det stille for at samle underskrifter, og nu har Dukkepartiet i skrivende stund 18.503 vælgererklæringer - og lancerer i dag valgsangen "Vi tager demokratiet tilbage" for at få de sidste 2000 i hus.