DSV vender minus fra milliardopkøb til plus i første halvår
Overskud er dykket, men ifølge transportkoncernen DSV går det bedre end ventet med at integrere opkøbt rival.
Transportkoncernen DSV kunne opjustere i sit regnskab for første halvår.
Transportkoncernen DSV kunne opjustere i sit regnskab for første halvår. Foto: Dsv/Free


På trods af, at overskuddet blev næsten halveret i første halvår 2016, er transportgiganten DSV svært godt tilfreds. Det går nemlig strygende med integrationen af milliardopkøbet, den amerikanske transportvirksomhed UTi.

Så gør det mindre, at overskuddet før skat i halvåret dykkede til 774 millioner kroner fra 1279 millioner kroner i samme periode sidste år.

- DSV har fortsat den gode udvikling, og UTi's negative driftsresultat er neutraliseret kun fem måneder efter overtagelsen.

- Integrationen går hurtigere, end vi oprindelig forventede, siger direktør Jens Bjørn Andersen.

UTi blev købt i efteråret for små ni milliarder kroner for at give DSV et langt større fodaftryk på det amerikanske marked.

Selskabet havde en omsætning på 3,9 milliarder dollar og 21.000 ansatte fordelt på 58 lande. Derfor er det en kæmpe opgave at slå de to selskaber sammen.

Men det er ligeledes en særdeles god forretning, hvis det kan lykkes for DSV at få det samme overskud ud af UTi, som man får fra sin eksisterende forretning. Derfor er den hurtige integration afgørende.

Allerede fra dag et tæller UTi's omsætning dog med i DSV's regnskaber. Derfor kunne DSV notere en solid omsætningsstigning til 32,9 milliarder kroner, 7,2 milliarder mere, end selskabet kunne fremvise på samme tidspunkt i 2015.

Driftsresultatet før særlige poster steg til 1,5 milliarder kroner, og det skal blive endnu bedre i andet halvår, end DSV forventede i starten af året.

Transportselskabet venter nu, at driftsresultatet før særlige poster vil lande på 3,3 til 3,5 milliarder kroner for hele året.

Det på trods af, at det langt fra er et let marked, DSV opererer i.

- I forhold til samme periode sidste år var omsætningen negativt påvirket af et fald i fragtraterne og brændstofprisen såvel som lavere valutakurser, skriver DSV i regnskabet.

Det skeler aktiemarkedet dog mindre til end den succesfulde integration. Aktierne i DSV stiger fredag formiddag med 3,2 procent til 303,9 kroner. Dermed er DSV den mest stigende aktie i det toneangivende C20 Cap-indeks.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.