DSB-tog stopper i en time og venter på vintertid
Mellem klokken 02.00 og 03.00 holder flere tog stille for at kompensere for skiftet til vintertid.
Skiftet til vintertid får konsekvenser for tre intercityafgange mellem Sjælland og Jylland natten til søndag. Togene kommer til at holde stille i en time ved stationerne i Fredericia, Nyborg og på Aarhus Banegård.
Skiftet til vintertid får konsekvenser for tre intercityafgange mellem Sjælland og Jylland natten til søndag. Togene kommer til at holde stille i en time ved stationerne i Fredericia, Nyborg og på Aarhus Banegård. Foto: René Strandbygaard, DSB/free


Nattens skifte til vintertid, hvor den lille viser på uret skal stilles en time tilbage, rammer rejsende, der skal køre med DSB's nattog på tværs af landet.

Det skriver dr.dk.

Skiftet til vintertid får konsekvenser for tre intercityafgange mellem Sjælland og Jylland. Passagerer i de tog skal væbne sig med tålmodighed, da togene kommer til at holde stille i en time ved stationerne i Fredericia, Nyborg og på Aarhus Banegård.

Det sker, forklarer DSB, for ikke at komme foran køreplanen.

I alt har omstillingen til vintertid klokken 03.00 konsekvenser for 10 tog, skriver dr.dk.

- Alternativerne til, at togene holder stille i en time, er, at vi kører ekstra tog eller fortsætter kørslen i sommertid. Der er ikke økonomi i at køre ekstra tog midt på natten, og fortsætter vi kørslen i sommertid, skuffer vi de kunder, som venter længere fremme og ønsker at stige på toget ud på morgenen, skriver DSB på sin hjemmeside.

Det er ikke første gang, at DSB vælger at lade passagerer sidde og kukkelure i en times tid, når uret begynder at fortælle, at vinteren nærmer sig.

Det var også tilfældet i 2012. Dengang betegnede trafikinformationschef Tony Bispeskov det som "en fejl" og sagde:

- Det kommer heller ikke til at ske mere.

Det gjorde det altså alligevel.

- Vi har simpelthen vurderet, at det bedste, vi kan gøre for vores kunder, det har været at informere godt og ikke bruge for mange penge, der kommer meget, meget få kunder til gode, siger Tony Bispeskov til DR Nyheder.

DSB uddeler gratis kaffe, te, chokolade og tæpper til de rejsende, der rammes. De bliver samtidig tilbudt en krimi at læse i, oplyser Tony Bispeskov.

Også en beredskabsøvelse i tunnelen under Storebælt skaber natten til søndag forsinkelser.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.