DSB: Sporarbejde og togbusser i Kristi himmelfartsferien
Sporarbejde kommer til at præge den offentlige trafik i Kristi himmelfartsferien, hvilket betyder, at flere toge erstattes med togbusser.
Tjek Rejseplanen inden, du tager toget i Kristi himmelfartsferien. DSB varsler sporarbejde.
Tjek Rejseplanen inden, du tager toget i Kristi himmelfartsferien. DSB varsler sporarbejde. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Scanpix/Arkiv


Banedanmark udnytter, at der ikke er særligt mange kunder i Kristi himmlefartsferien og skruer op for sporarbejdet torsdag til søndag, hvor flere passagerer må forvente togbusser i stedet for tog.

Særligt i perioden fra torsdag klokken 21 til søndag morgen klokken 05 bliver sporarbejdet intensivt, fortæller DSBs informationschef, Tony Bispeskov.

Det er især dem, der skal over Fyn, der må indstille sig på en længere tur med togbus.

Der bliver indsat togbusser, der i ekspresfart vil køre mellem Nyborg og Fredericia, da der arbejdes på etablering af en nu station i Langeskov.

- Vi gør alt, hvad vi overhovedet kan for at hjælpe kunderne frem. Og kunderne skal nok komme frem, siger Tony Bispeskov, der minder om, at det ikke vil være muligt at medbringe cyklen i togbusserne.

Forkæler med chokolade

Til gengæld lover han, at DSB vil kræse for de kunder, der bliver berørt af sporarbejdet.

- Dem, der skal med togbus bliver forkælet med vand og chokolade, siger Tony Bispeskov.

Han anbefaler DSB's kunder at orientere sig på Rejseplanen, der hele tiden vil være opdateret.

Da der ikke er så mange, der rejser med DSB henover Kristi himmelfartsferien, forventer Tony Bispeskov mere plads at brede sig på i tog og togbusser.

- Vi oplever ikke det samme mønster som i påskeferien, hvor ekstraordinært mange rejser med tog til og fra ferien. Vi regner faktisk med, at fredag efter Kristi himmelfartsdag er den dag på året, hvor DSB har færrest passagerer, fortæller Tony Bispeskov fra DSB.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.