DSB-medarbejder stoppede togtrafik: Troede narkogangstere ville skyde ham
Tiltalte i sag, der forhindrede 100.000 mennesker i at tage toget, blev efter eget udsagn truet med pistol.
Omkring 100.000 passagerer blev forhindret i at benytte togene eller væsentligt forsinket, da en DSB-medarbejder i sommer blev fundet bagbundet.
Omkring 100.000 passagerer blev forhindret i at benytte togene eller væsentligt forsinket, da en DSB-medarbejder i sommer blev fundet bagbundet. Foto: Bax Lindhardt/Scanpix


Det var formodentligt to narkogangstere, der 7. august 2015 truede en stationsbetjent, som var ved at klargøre et DSB-tog på Københavns Hovedbanegård, med en pistol, og bagbandt ham med gaffatape.

Det fortæller stationsbetjenten tirsdag i Københavns Byret.

Men det tror anklagemyndigheden ikke på. Den mener, han har opdigtet det hele, og derfor er han tiltalt for omfattende forstyrrelse af togdriften og misbrug af sin stilling som stationsbetjent hos DSB.

Den tiltalte forklarer, at da han natten til 7. august kom ind i et af de parkerede tog på Hovedbanegården, sad der to mænd i sort tøj og kiggede på en pakke.

- Pakken var tapet ind i brun tape. Rund i det. Bulede lidt. Rund i kanterne. Den lignede noget man så i de der lufthavnsprogrammer i tv, og to af sættene kom fra Tyskland, så jeg troede der var narko i den, forklarer den 36-årige.

- Først rejser den ene sig op og går med raske skridt mod mig og peger med en pistol mod mit hoved og siger; du har ikke set noget. Jeg bliver bange og er ved at skide i bukserne, siger den tiltalte.

Spørgsmål fra forsvareren: Troede du, at du skulle dø?

- Ja, det troede jeg for at være ærlig, svarer manden.

Den tiltalte fortæller, at han efterfølgende blev bundet ind i gaffatape, men, som med mange andre ting, han bliver spurgt om, kan han ikke huske detaljer.

- Jeg har sikkert fortalt det tidligere, men der er mange ting, jeg ikke kan huske, svarer han på spørgsmålet om, hvor gaffatapen kom fra.

Han havde inden han mødte på arbejde købt gaffatape. Han har tidligere forklaret, at det var fordi, han havde lånt en rulle på Hovedbanegården, som han ville aflevere tilbage, men i dag fortæller han, at han købte rullen med gaffatape for at mærke nogle fliser af.

Hændelsen førte til, at politiet iværksatte et omfattende beredskab. Store områder omkring Københavns Hovedbanegård blev afspærret i flere timer, hvor togtrafikken til og fra banegården stod stille.

Omkring 100.000 passagerer blev forhindret i at benytte togene eller væsentligt forsinket, står der i anklagerne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.