DSB-direktør tror fortsat på skandaletog
Vedligeholdelsesdirektør tror stadig, at IC4 har en fremtid hos DSB, selvom toget er til skæbneprøve.
I forbindelse med IC4-testene har DSB blandt andet opdaget, at bremserne ikke fungerer helt, som de skal. Arkivfoto.
I forbindelse med IC4-testene har DSB blandt andet opdaget, at bremserne ikke fungerer helt, som de skal. Arkivfoto. Foto: VAN NORDE ERNST/POLFOTO


DSB må opgive at lade IC4-togene køre med fuld fart gennem efteråret, og inden for de kommende måneder vil en ekstern undersøgelse fælde dom over togenes fremtid.

Men hos DSB Vedligehold, som arbejder på at få IC4-togene klar til skinnerne, tror direktør Steen Schougaard på, at toget har en fremtid.

- Indtil der ligger en rapport, er vi nødt til at forudsætte, at de her togsæt bliver dømt til at skulle fortsætte med at køre - også til det formål, de i sin tid blev købt ind til, siger han til Ritzau og uddyber:

- Vi har valgt at sætte store projekter i bero, mens vi afventer rapportens konklusioner, men vi fortsætter ud fra den devise, at vi med vores tekniske viden i DSB Vedligehold regner med, at rapporten kommer frem til, at vi skal køre videre.

- Men det må vi vente og se, konstaterer Steen Schougaard.

Han har mandag måttet meddele, at DSB ikke når at få den nødvendige godkendelse til, at IC4 kan køre med den sædvanlige topfart på 180 kilometer i timen gennem efteråret.

Det skyldes en betingelse i IC4's kørselstilladelse, som var ophævet i en periode, efter et tog kørte forbi et rødt stopsignal på grund af svigtende bremser.

- Jeg følte mig sikker på, at vi kunne opnå en godkendelse inden denne løvfaldssæson, konstater Steen Schougaard Christensen.

- Trafikstyrelsen opstillede nogle krav, så har vi skullet udføre en række test på glatte skinner sammen med blandt andre bremseleverandøren, en ekstern assessor og Ansaldobreda (som har produceret IC4, red.).

- Kompleksiteten i det her forløb har haft en størrelse, så vi simpelthen ikke er nået helt i mål, forklarer direktøren.

I forbindelse med IC4-testene har DSB opdaget et andet forhold, som man har valgt at reagere på.

- Undervejs i forløbet konstaterede vi, at indtil visse niveauer bremser IC4 ikke lige meget på alle aksler, og det vil vi have løst ved samme lejlighed, siger Steen Schougaard.

Spørgsmål: Så I har opdaget et nyt problem på IC4?

- Du kan ikke kalde det en problematik. Det er en måde, vi kan optimere toget yderligere, så vi får ensartet nedbremsning på alle aksler og dermed ens slid på alle hjul, forklarer direktøren

Spørgsmål: Er det stadig din opfattelse, at IC4 bremser lige så godt som alle andre togtyper?

- Ja, det er det absolut.

Spørgsmål: Er du sikker på, at IC4 kommer til at køre med fuld hastighed?

- Rapporten kan tilsige noget andet, men jeg er sikker på, at IC4 kommer til at køre med fuld hastighed til næste efterår, siger direktøren.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.