DSB afviste forskere fra Sri Lanka på Flensborg Station
Hvis DSB har handlet forkert, venter der både en undskyldning og penge retur til et forskerhold fra Sri Lanka.
Tidligere på året stod flygtninge i massevis på toget mod København og Sverige. I denne uge blev en flok forskere fra Sri Lanka afvist.
Tidligere på året stod flygtninge i massevis på toget mod København og Sverige. I denne uge blev en flok forskere fra Sri Lanka afvist. Foto: Scanpix/arkiv


- Der er ikke mere plads i toget. Det er helt fyldt op. I kan ikke komme med.

Sådan lød beskeden fra DSBs togfører tirsdag aften til tre unge mænd fra Sri Lanka, da de ved 22-tiden stod på perronen på banegården i Flensborg. De var på vej til en konference i Halmstad i Sverige, til Scandinavian Conference on Artificial Intelligence, hvor de skulle deltage og den ene komme med et oplæg på konferencen, der finder sted 5. og 6 november. Men lige lidt hjalp det. De fik ikke lov til at stige på DSBs sidste tog mod nord, skriver Flensborg Avis i sin torsdagsudgave.

- Det var godt nok en sær fornemmelse, sådan bare at blive efterladt der. Det var bittert, og vi havde heller ikke noget sted at være, siger Thilina Rathnayake til avisen.

Billetterne til Halmstad var booket online, og de havde dem på deres mobiltelefoner, men lige lidt hjalp det. De måtte se toget køre uden dem og gå tilbage i banegårdshallen: Her fik de hjælp til at finde et hotel i grænsebyen til Danmark.

Onsdag morgen var de tidligt tilbage på banegården og forklarede hele situationen for personalet i infocenter hos Deutsche Bahn (DB), som tog affære, bookede billetterne om og gik helt med ud på perronen til IC4-toget mod Danmark, så forskerne kunne kom med - 150 euro fattigere.

DSB vil undersøge sagen

Det er en kendt sag, at DSB kun tager en begrænset antal flygtninge med i tog, der kører mod nord, og i dette tilfælde helt til Sverige.

- Så der er nok ikke tvivl om, at togpersonalet anså dem for at være flygtninge og derfor afviste at tage dem med, siger Simone Lange fra Flygtningenetværket på Flensborg Banegård til avisen.

På perronen blev de ikke bedt om at legitimere sig, og det er heller ikke DSB-personalets opgave at tjekke, om de rejsende har papirerne i orden, siger Leif Fabrin fra DSBs presseafdeling. Hvis et tog er fuldstændig fyldt op, sørger DSB typisk for at finde andre transportmuligheder, så de rejsende kan nå deres destination som planlagt. Det var så ikke tilfældet her.

- Nu vil jeg hurtigst muligt tage kontakt med togføreren på det omtalte tog og finde ud af, hvad der er op og ned på denne sag og også tale med de tre, der måtte tilbringe natten i Flensborg, siger han.

Og har DSB handlet forkert, venter der både en undskyldning og penge retur for hotellet.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.