DSB: 30.000 passagerer er berørt af bombetrussel
Togpassagerer berørt af bombetruslen i Odense kan søge erstatning via rejsetidsgarantien, oplyser DSB.


30.000 julerejsende er berørt af den nu afblæste bombetrussel mod Odense Banegård Center, oplyser DSB i et foreløbigt skøn fredag aften.

De er omfattet af rejsetidsgarantien, oplyser DSB.

De mange passagerer kan derfor se frem til at få en erstatning for de timer, de blev forsinket på grund af bombetruslen.

DSB forsøgte fredag eftermiddag at hyre ikke mindre end 120 busser i et forsøg på at få gang i transporten af de mange strandede passagerer.

Truslen om en bombe indløb cirka klokken 15 fredag eftermiddag via en sms. Politiet beordrede straks DSB til at indstille togdriften, og standsningen har givet enorme gener for de mange rejsende, der skal på juleferie.

Ikke bare mennesker, der sad i et tog eller havde planlagt en rejse på skinnerne, har ærgret sig. Også bilister blev plaget på grund af afspærringer.

Efter fire timer kunne politiet ved 19-tiden fredag endeligt afblæse aktion mod Odense Banegård. De fleste har taget den kaotiske situation pænt, siger politiet.

- Det er klart, at det generer mange mennesker, men det er desværre nødvendigt i sådan en situation. Men heldigvis forstår langt de fleste alvoren og tager det hele pænt, siger politikommissær Erik Skov i en pressemeddelelse.

I en radius af 200 meter blev bygninger nær banegårdscentret afspærret af politiet, som også fik hjælp af Beredskabsstyrelsen.

Men det tog sin tid at få undersøgt Banegårdscentret, der rummer et bibliotek og adskillige forretninger.

Politiet tilkaldte bombehunde og bomberyddere i forbindelse med gennemsøgningen. Det viste sig, at der ikke var placeret en bombe i centret.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.