Drop sundhedsråd og lyt til din krop
Tvinger du en skål skyr ned om morgenen eller nægter dig selv at spise, når mørket falder på? Læs her, hvad du gør forkert.
Du behøver ikke spise, så snart solen står op.
Du behøver ikke spise, så snart solen står op. Foto: /free


Man falder hurtigt ind i en rutine, og hvis man først kommer ind i en vane, kan det være svært at stoppe igen. Der er dog nogle sundhedsprincipper, du skal vælge til og fra med omhu.

Du har formodentlig hørt myten, der dikterer, at du død og pine skal spise morgenmad, så du har energi nok til hele dagen. Men hvis du virkelig skal kæmpe for at få maden ned, så bør du hellere droppe måltidet.

- Der er ringe evidens for, at du behøver morgenmad for at fungere, siger Sisse Fagt, der er kostvaneforsker og seniorrådgiver på Fødevareinstituttet ved Danmarks Tekniske Universitet.

- Hvis du kan holde dig frisk, så er der ingen grund til, at du skal tvinge dig selv til at spise morgenmad. Men de fleste har nok brug for noget brændstof, når de har sovet og derfor fastet i seks til otte timer, siger hun.

Man har ofte hørt, at det er vigtigt at spise små måltider hen over hele dagen. Det er en halv sandhed. Det er nemlig korrekt, at det holder vores blodsukker stabilt og forbrænding i gang hele dagen, men igen kommer det an på, hvad vores krop fortæller os, da vi alle er forskellige.

- Der findes a- og b-mennesker, der har forskellige energiniveauer på forskellige tidspunkter af dagen. Det skal man være loyal overfor, siger Birgitte Escherich, der er fødevareideolog og direktør for Kostkompagniet.

- Men jeg kender også mennesker, der har det strålende med kun at spise to store måltider i løbet af dagen, siger hun.

En anden myte, som vi fra tid til anden bliver fodret med, er, at vi ikke må spise efter aftensmad. Det er en halv sandhed. Selv om det er løgn, at kalorier feder mere om aftenen, så er det en dårlig idé at spise et stort måltid lige inden, man går i seng. Det betyder nemlig, at den kaloriemængde, vi har spist, ikke bliver omsat optimalt.

- Hvis du går i seng klokken 23, skal du ikke spise et stort måltid klokken 22, siger Birgitte Escherich.

Der findes ikke ét måltidsmønster, som kan anbefales til alle. Nogle mennesker fungerer fint med tre hovedmåltider, mens andre fungerer bedst med endnu flere måltider. Det mest normale i Danmark er dog, at der indtages tre hovedmåltider og to til tre mellemmåltider.

- Hvis man fungerer fint med en kop kaffe og en croissant ligesom franskmændene, så kan man sagtens gøre det - man skal bare lytte til kroppen, siger Sisse Fagt.

Nogen tror fejlagtigt, at de sover bedst på et glas alkohol. De føler måske, at alkoholen hjælper med at hidkalde Ole Lukøje, men dette bør man holde sig fra.

- Alkohol er en meget dårlig sovepille, siger Poul Jennum, der er professor og overlæge på Rigshospitalet.

Alkohol forringer nemlig søvnkvaliteten og påvirker en lang række systemer i kroppen. Oveni det kan ens søvn blive forstyrret, fordi man i højere grad skal stå op for at lade vandet.

Kostråd, der ikke holder:

Du skal spise morgenmad

Du må ikke spise efter klokken 18

Kalorier feder mere om aftenen

Du sover bedst på et glas alkohol

Kostråd, der holder:

Det er bedre at spise mange små måltider

Du skal drikke otte glas vand om dagen

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.